Forside Nyheder

Greyzone, en ny stor nordeuropæisk seriesatsning

-
Birgitte Hjort Sørensen spiller Victoria, der arbejder som droneingeniør. Hun bliver taget som gidsel i sit eget hjem af terrorister, mens efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige samtidig forsøger at afværge et terrorangreb. (Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2)

Spændingsserien ‘Greyzone’ skal optages i Danmark, Sverige og Tyskland.

En coproduktion danner rammen om den ny nordeuropæiske seriesatsning ‘Greyzone’. En serie der skal optages i Danmark, Sverige og Tyskland.

‘Greyzone’ er en karakterdrevet spændingsserie på ti afsnit om begivenhederne op til et planlagt terrorangreb i Skandinavien. Vi følger Victoria (Birgitte Hjort Sørensen), der arbejder som droneingeniør. Hun bliver taget som gidsel i sit eget hjem af terrorister, mens efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige samtidig forsøger at afværge et terrorangreb.

Castet er dansk/svensk og tæller udover Birgitte Hjort Sørensen bl.a. også Joachim Fjelstrup, Tova Magnusson og Ardalan Esmaili.

 

Svenske Tova Magnusson og danske Joachim Fjelstrup spiller også med i den skandinaviske co-produktion ‘Greyzone’. (Foto: Agnete Schlichtkrull / TV 2)

 

“Greyzone er en original historie, som vi har bygget op fra bunden over flere år. Vi har fra starten haft et skandinavisk fokus på vores historie, og det, at vi har kunnet samle så mange internationale og nationale partnere omkring os, er helt afgørende for vores series univers”, fortæller producer Rasmus Thorsen, Cosmo Film, og han fortsætter:

“Vi laver en international serie om et tema, der berører os alle. En historie, hvor vi søger ind i hjertet af det, der gør os menneskelige. Vi glæder os til at tage fat på den udfordring, det er at skabe en vedkommende, relevant og spændende serie til et dansk og et internationalt publikum”.

Dansk premiere på TV 2 i foråret 2018.

 

Om Greyzone

‘Greyzone’ er skrevet af Oskar Söderlund og Morten Dragsted. Serien produceres af Rasmus Thorsen, Cosmo Film, der tidligere har produceret tv-serier som ‘Lærkevej’, ‘Anna Pihl’ og flere af TV 2s store julekalendersuccesser.

Serien produceres af Cosmo Film i samarbejde med TV 2, TV4 Sverige, C More Sverige, ZDFNeo, NRK Norge, SF Studios Sverige og Nadcon Film med støtte fra Public Service Puljen, Svenske Film Institut, Copenhagen Film Fund, Creative Europe Programme of the European Union og Nordisk Film & TV Fund.

De første fem episoder skal instrueres af Jesper W. Nielsen, som bl.a. har instrueret filmen og tv-serien ‘Der kommer en dag’, som TV 2 viste fornylig. ‘Greyzone’ skal optages i de to nordiske hovedstæder København og Stockholm samt i Frankfurt i Tyskland. Optagelserne går i gang i juni 2017, og serien forventes at få premiere i foråret 2018.

 

Annonce