Forside * Featured

SUPREME: En ny luksus-biografsal hos Nordisk Film

-
SUPREME stol hos Nordisk Film

19. juli lancerer Nordisk Film Biografer SUPREME, som byder på en ekstraordinær og stemningsmættet biografoplevelse med lyd- og lysshow, luksus-lænestole, Dolby Atmos-lydsystem og megalærred.

Biografen i Lyngby får den første SUPREME-sal, og planen er, at flere biografer landet over skal udstyres med det nye luksuskoncept.

Nordisk Film Biografer præsenterer nu SUPREME, et helt nyt luksus-biografkoncept som tilbyder gæsterne den bedste kvalitet og komfort over hele linjen – fra lys og lyd til lærred og biografstole. Det sker i Lyngby, hvor Nordisk Film åbner landets første SUPREME-sal den 19. juli med premieren på Christopher Nolans spektakulære storfilm ”Dunkirk” om evakueringen af allierede tropper i Nordfrankrig under Anden Verdenskrig. Salene minder meget om det man bl.a. kender fra bl.a. BIG-Bio i Herlev, der har de tilsvarende stole.

Annonce:

 

Flere SUPREME sale på vej

Nordisk Film Biografer planlægger samtidig, at endnu flere af selskabets biografer landet over skal udstyres med det nye luksuskoncept.

”Vi følger biografmarkedet tæt, vi henter inspiration fra hele verden, og vi arbejder konstant på at skabe nye tilbud til vore mange gæster. Vi er ikke i tvivl om, at vi med SUPREME har skabt en stærk og eftertragtet biografoplevelse, som vi glæder os til at udbrede til alle landets filmelskere,” siger Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør i Nordisk Film Biografer.

Biografområdet og sal 1 i Nordisk Film Biografer Lyngby har gennemgået en omfattende ombygning. Biografsalens 498 stole er med SUPREME-konceptet ændret til 247 særlige luksusstole i en stilfuld blanding af stof og læder, og gæsterne kan selv indstille stolene til præcis den position, de ønsker. Derudover spiller både lys, lyd og lærred sammen og giver den ultimative biografoplevelse. Dolby Atmos-lydsystemet er det bedste på markedet og giver en ekstremt detaljerig og sansemættet lydoplevelse, og det nye megalærred sikrer en altopslugende billedoplevelse. Moderne indretning og et lyd- og lysshow inden filmen topper en samlet biografoplevelse i verdensklasse.

”Biografgæster efterspørger i stigende grad en ekstraordinær oplevelse, og her er både billede, lys og lyd selvfølgelig i spil, ligesom sædekomfort er afgørende. Med SUPREME skaber vi rammerne for uforglemmelige og stemningsskabende filmoplevelser i de ypperste stole med overvældende billede og fantastisk lyd. Jeg glæder mig meget til, at vi i Nordisk Film Biografer den 19. juli åbner dørene for SUPREME og sætter en ny standard for fremtidens biografoplevelse. Samtidig er det fantastisk, at vi kan åbne med et af årets absolutte filmhøjdepunkter, mesterinstruktøren Christopher Nolans ”Dunkirk”, som jeg er overbevist om, vil blæse gæsterne tilbage i sæderne,” siger Vibeke Wolfsberg.

Billetsalget til SUPREME-salen i Lyngby starter den 7. Juli.


INFO

• Nordisk Film Biografers første SUPREME-sal åbner den 19. juli i Nordisk Film Biografer Lyngby

• Salen har 247 elektriske luksussæder, som gæsterne selv kan styre.• Der installeres Dolby Atmos-lydsystem

• Megalærredet måler 17 x 9 meter

• Billetsalget åbner 7. juli på: www.nfbio.dk/biografer/lyngby/supreme

• Læs mere på: www.nfbio.dk/biografer/lyngby/supreme

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.