Forside Produkter Mobil

Her er Samsung GALAXY Note 8

-

Ved et stort event i New York onsdag afslørede Samsung deres seneste bud på en phablet, Note 8.

Det skete naturligvis ikke uden at tale om elefanten i rummet, Note 7 og dens eksploderende batterier, der sendte den sydkoreanske gigant ud i den største tilbagekaldelses-runde i firmaets historie.

Samsung har ikke lavet andet end at undskylde for Note 7, og gjorde det også i denne omgang. Men de takkede også alle de mange, loyale Note-fans, der efter deres eget udsagn har inspireret dem og båret dem igennem krisen. Ifølge Samsungs topchef på mobilfronten, DJ Koh, er Note 8 lavet til dem.

Der var nemlig mange, der var kede af at give slip på deres Note 7, da den blev tilbagekaldt, noget Samsung ikke var sene til at vise frem på skærmene under eventen. Note 8 har været ventet med længsel blandt denne gruppe.

Og hvad er det så, Note-fans får? De får alt det gode fra Note 7, men en hel del mere oveni.

Samsungs første dobbeltkamera

De fede ting ved Note 7 er der stadig – såsom mulighederne for biometrisk oplåsning, der omfatter iris- og ansigtsgenkendelse. DeX-systemet, hvor man via en dock kan slutte sin Note til en skærm, en mus og et tastatur og bruge den som en kontorcomputer, er der også stadig.

Og nu kommer der snart virkeligt brugbare programmer på den platform, herunder Microsoft Office-programmer som Word og Excel og Adobe Photoshop Express.

 

 

 

Der er også mulighed for at håndskrive noter på den, når skærmen er slukket. Denne funktion, der også fandtes i Note 7, aktiveres, så snart, du hiver pennen ud i bunden af telefonen.

Men dertil kommer en hel række nyheder. F.eks. har Note 8 nu fået ’Infinity’-skærmen fra GALAXY S8 ombord, men naturligvis i et større format. Det er en 6,3 tommers skærm med en opløsning på 2960×1440 pixels. Det er en anelse større end S8 Plus.

 

 

 

Den anden store nyhed er kameraet bagpå, der er Samsungs første dobbeltkamera. Som på mange andre lignende telefoner er der tale om et vidvinkel-kamera og et telephoto-kamera med henholdsvis f/1.7 og f/2.4 blændeåbning. Noget, Samsung dog gjorde særligt opmærksom på, er at begge kameraer har optisk billedstabilisering, hvilket giver bedre kvalitet på både fotos og videoer.

De to kameraer åbner op for, hvad Samsung kalder for Live Focus. Det er den samme dybdeskarpheds-funktion, hvor man kan gøre baggrunden uskarp og motivet forrest skarpt on-the-fly. Det er Note 8 ikke den første smartphone, der kan, men den er en af dem, der gør det hurtigst. Som på andre smartphones kan denne fokusfunktion også indstilles bagefter.

 

Forsigtigt batteri

Det er efterhånden standard, at man kan have to vinduer åbne samtidigt på en smartphone. Men en cool, ny funktion i Note 8 er den såkaldte ‘App Pairing’, som man kan få adgang til ved at stryge ind fra Edge-menuen i siden. Udvalgte apps kan simpelthen kobles sammen i par, sådan at de begge åbnes – i to vinduer – med et enkelt tryk på et ikon.

 

 

 

Note 8 har også den virtuelle assistent Bixby, som blev introduceret med GALAXY S8, og ligesom på denne, er der en dedikeret knap til at bede Bixby gøre forskellige ting med stemmen. Det virker kun på engelsk og koreansk, og i Danmark er der ikke helt så mange ting, man kan bruge det til som i f.eks. USA.

Internt i Note 8 sidder der en Exynos-processor, der har 6GB RAM at lege med, der er 64GB lagerplads som standard, der dog kan udvides med et microSD-kort. I bunden sidder der et USB C-stik og et minijack-stik til hovedtelefoner. Efter Samsung har købt Harman får man et par AKG-øretelefoner med i kassen, når man køber Note 8. Den kommer med Android 7.1.1 Nougat, Bluetooth 5, NFC, MST og er IP 68-certificeret vand- og støv-afvisende.

 

 

 

Og endelig er der batteriet. Det er på 3300 mAh. Det er en anelse underdimensioneret i forhold til en telefon af den her størrelse. Til sammenligning har GALAXY S8+ (hvis skærm er en anelse mindre) et 3500 mAh-batteri, hvilket det fatale batteri i Note 7 også havde.

Men man kan måske godt forstå, at Samsung er forsigtige, oven på Note 7-affæren. Det er vel forståeligt, at de hellere vil risikere at kunderne bliver sure over, at deres batteri ikke holder så længe på en opladning (der i øvrigt stadig kan ske trådløst), end at batteriet eksploderer og brænder deres hus ned. Så kan man altid gøre batteriet større i Note 9 igen.

 

Galleri

 

Pris og tilgængelighed

Samsung GALAXY Note 8 kommer på gaden 15. september i sort og guld. De grå og blå farveversioner kommer senere, fortæller Samsungs Jimmy Voss til Recordere.

Dansk startpris bliver 7.749 kroner.

 

 

Se også

Hands-on med Galaxy Note 8

 

Specifikationer

Fakta:

Samsung Galaxy Note8 er udstyret med Octa core (2,3 GHz Quad + 1,7 GHzQuad), 64bit, 10nm-processor og 6GB RAM (LPDDR4), 64GB/128GB/256GB intern hukommelse* og plads til 256 GB med microSD.

Har en 6,3” Quad HD + 2960×1440 (521ppi) Super AMOLED-skærm.

Batteri på 3,300mAh, med hurtig opladning kompatibel med QC 2.0 eller trådløst kompatibelt med WPC og PMA. 162,5 x 74,8 x 8,6mm, vægt 195 g (S Pen: 5,8 x 4,2 x 108,3mm, vægt 2,8 g).

Frontkamera: 8MP AF (F1.7), bagsidekameraer: Vidvinkel 12MP Dual Pixel AF (F1.7), OIS, Telefoto: 12MP AF (F2.4), OIS, 2X optisk zoom, op til 10x digital zoom.

Operativsystem: Android 7.1.1. WiFi: 802,11 a/b/g/n/ac (2,4 / 5 GHz), VHT80 MU-MIMO, 1024QAM, Bluetooth v5,0, ANT+, USB Type-C, mulighed for betaling med NFC og MST, GPS + Galileo + Glonass + Beidou.

IP68-certificering.

Sensorer: Accelerometer, Barometer, Fingeraftryk, Gyro, Iris, Tryk, Puls, Nærhed, Geomagnetisk, RGB Light. Godkendelse: Iris, fingeraftryk og ansigtsgenkendelse.

Klar til Samsung KNOX. Versioner af Galaxy Note8 med Dual SIM og Single SIM vil være tilgængelig på det nordiske marked.

 

Se også

Hands-on med Galaxy Note 8

 

Annonce