Forside Nyheder

Amazon præsenterer intelligent vækkeur, medhørshøjttaler og…knap?

-

Ved Amazons presse-event i dag var en række totale overraskelser, som der ikke engang var gået rygter om tidligere.

Måske den sjoveste er en lille gadget, Amazon har lavet, der hedder Echo Spot. Det er et Alexa-vækkeur, der kan lidt ud over det sædvanlige. Ud over, at den lille dims har Alexa ombord og kan vise klokken, kan dens 2,5 tommers skærm også bruges som modtagerenden af en visuel babyalarm, til videoopkald og kan vise dig informationer, overskrifter og små video-nyhedsbidder lavet direkte til Alexa-systemet.

Echo Spot kommer til december, men kun i USA til at starte med, hvor prisen kommer til at ligge på 130 dollar, eller omkring 800 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i.

En anden, pudsig gadget er en ny Echo-knap, der ikke så overraskende hedder ’Echo Button’. Der er tale om en såkaldt ’buzzer’-knap á la dem, vi kender fra quiz-shows, og som man kan trykke på, når man har et svar på et quiz-spørgsmål. Den er baseret på Bluetooth og skal bl.a. bruges til quiz-spil, hvor man lader den virtuelle assistent Alexa være quizmaster, når man har venner på besøg og skal have det lidt sjovt. Der er endda en Echo-udgave af ’Trivial Pursuit’ på vej. Man kan få to knapper for 20 dollar, når den dukker op senere på året. Det er endnu uvist, om den kommer til den tyske og britiske Amazon-butik.

Endelig er er Echo Connect, der er et modul til Echo-højttaleren, der lader til at være rettet mod ældre mennesker eller folk med f.eks. gangbesvær. Det er en slags stemmestyret telefon til folk, der stadig har en fastnet-telefonlinje, og som du kan bruge til at ringe op til alarmcentralen, ved blot at tale til den. Du kan dog også foretage almindelige telefonopkald med den som medhørshøjttaler. Den er sat til en amerikansk pris på 35 dollar, og kommer til Tyskland og Storbritannien i 2018.

 

Annonce