Forside Produkter Mobil

Hvor blev iPhone-køerne af?

-
Sådan så de “lange” køer ud ved iPhone-lanceringen i Canada. Foto: Graham Richardson / CTV Ottawa

Den nye iPhone 8 blev frigivet ved midnat. Men de lange køer udeblev.

Sidste år gik en video fra en dansk iPhone 7-lancering viralt over hele verden på YouTube, da det mildest talt var en noget antiklimaktisk begivenhed.

I år var det dog ikke kun i Danmark, køerne til den nye iPhone var korte. Det var også i resten af verden, inklusive USA, hvor der ellers altid har været totalt run på iPhone-lanceringerne.

Den nye iPhone blev lanceret til midnat mellem torsdag og fredag lokal tid over hele verden. Men Ifølge Reuters var der færre end 30 mennesker i kø udenfor Apple-butikken i Sydney i Australien, der normalt har hundredevis af mennesker i kø. Nyhedsbureauet kunne konstatere, at det samme skete mange steder i Asien.

I Californien, Apples hjemstat, er det nærmest lovpligtigt at bruge Apple-produkter. Alle gør det i hvert fald. Men selv her var køerne korte, hvis de ikke var helt væk. I Los Angeles-bydelen Pasadena plejer der altid at være folk i kø ude foran Apple-butikken, der åbnede til midnat og solgte iPhones. Men der var, som reporteren Chelsea Edwards fra den lokale ABC7-station kunne konstatere, ikke et øje.

 

 

KGI Securities har i en rapport tidligere på ugen peget på, at folk formentlig venter på iPhone X. Online-bestillingerne er nemlig ifølge KGI heller ikke gået specielt hurtigt.

På nuværende tidspunkt plejer der at være flere ugers ventetid på en iPhone, hvis man ikke var blandt de første, der forudbestilte dem.

Men lige nu er leveringstiden på en iPhone 8 i sølv med 64GB lagerplads kun 5-6 dage i Danmark. I USA er den samme telefon helt nede på 1-3 dage, hvilket er helt uhørt så tæt på lanceringen.

 

Annonce