Forside Nyheder

Netflix: Quicksand bliver næste skandinaviske originalserie

-
Foto: Shutterstock.com. Illustration: recordere.dk

Netflix gør klar til at producere endnu en skandinavisk originalserie, Quicksand.

Her mens Netflix er igang med optagelserne til egenproduktionen ‘The Rain’, der bliver streamingstjenestens første eksklusive danske originalserie, der gør de nu klar til endnu en skandinavisk produktion.

Den nye serie baseres på romanen ‘Störst av Allt’ af den svenske forfatter Malin Persson Giolito (Anna Malin Ulrika Persson Giolito). Det bliver samtidig Netflix første eksklusive svenske tv-serie.

Bogen ‘Störst av Allt’ er en spændingsroman der handler om et skoleskyderi på et gymnasium i en velhavende forstad til Stockholm.

Den 18-årige Maja Norberg er tiltalt for at være indblandet i massakren, hvor både hendes kæreste og hendes bedste veninde blev dræbt.

Ved seriens start har Maja tilbragt 9 måneder i varetægtsfængsel, og nu begynder retsagen. Her følger vi dels sagen mod Maja, den dygtige og populære pige, der nu er landets mest forhadte teenager, og mens sagen rulles ud i retten følger vi sideløbende hovedpersonen i månederne der ledte op til tragedien.

En historie der handler om forældre, børn, kærlighed, svigt og skyld. Bogen ‘Störst av Allt’ blev kåret som ’Bedste svenske kriminalroman 2016’.

Netflix-serien får titlen Quicksand og produktionen starter op til næste år, i 2018.

Den produceres af Pontus Edgren (Den 100 årige der kravlede ud af vinduet og forsvandt), og manuskriptet skrives af Camilla Ahlgren, der bl.a. er kendt som medforfatter på tv-serien Broen.

 

 

Annonce