Forside * Nyheder

Tendens: Vinyl stiger, downloads falder

-

Den amerikanske musik-brancheorganisation RIAA har netop udsendt deres halvårlige rapport over salget af musik i USA.

Og her kan man se en ret interessant tendens.

Annonce:

Streaming af musik fortsætter med at storme derudaf på det amerikanske marked, og laver nu flere penge end nogen andre former for musikdistribution. Det er måske forventeligt.

Det er nok lige så forventeligt, at salget af fysiske medier står stille. CD-salget er fortsat faldende, mens vinylsalget fortsat stiger, og de to udviklinger udligner næsten hinanden.

Men hvad der er mest interessant, er at salget af downloads styrtdykker. Downloads af enkelte numre, hvilket hovedsageligt foregår på iTunes, er faldet med hele 24% i forhold til sidste år.

Hvis man ser lidt uvidenskabeligt på det, med tendensbrillerne på, er det en interessant udvikling, fordi indtægterne fra streaming er steget 17%. Stigningen i streaming matcher altså ikke faldet i downloads – så hvor går de sidste brugere, der ikke længere downloader musik hen?

Nogle falder formentlig helt ud af markedet, andre downloader nok ulovligt. Men vinylsalget er steget 3%, så der er angiveligt nogle mennesker, der går over til vinyl i stedet for at downloade. Det kan være de mennesker, der foretrækker at eje musikken i en eller anden form.

Igen: Det er naturligvis en temmelig uvidenskabelig analyse, da der ikke tages højde for indtægtsbeløb og andre parametre, og så er det naturligvis kun i USA. Men det er en sjov tendens at observere.

Du kan læse en opsummering af den fulde rapport her.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.