Forside Nyheder

Nu har Boxer og Stofa samme ejer

-

SE’s køb af Boxer er godkendt af myndighederne, og dermed er Stofa og Boxer TV i samme stald.

Alle myndighederne har nu godkendt SE-koncernens overtagelse af Boxer TV, og dermed er handlen endeligt gennemført.

Det betyder at Stofa og Boxer nu er i samme stald, hos energi- og distributions-selskabet SE.

Hos Stofa ser de frem til det nye muligheder i familieskabet.

“Vi er glade for, at vi nu har fået en partner, der sammen med os giver SE ny og øget styrke til at tage kampen op i den nationale og internationale konkurrence. Det er en helt ny situation, der nu er skabt på markedet, og det ser vi frem til at skabe værdi af,” siger adm. direktør Ole Fruekilde, Stofa.

Også Boxers adm. direktør, Ulf Lund, ser frem til den fornyede styrke, de to brands sammen kan kæmpe med.

“Selvom både Stofa og Boxer på mange måder er velfungerende virksomheder i dag, er det fælles for os begge, at vi kun kan komme op på det næste niveau ved at få flere udviklingsmuskler. Størrelsen gør altså en forskel i et marked, hvor konkurrenterne hedder YouSee, Netflix og – på sigt – Amazon osv. Hver især har vi været for små til at klare os i længden”, siger Ulf Lund.

De to søsterselskaber vil fortsætte under deres nuværende brands som selvstændige selskaber, men vil blandt andet samarbejde om teknisk udvikling og rettighedskøb.

 

 

Annonce