Forside Indhold og distribution Film

Medieforlig: S vil have Netflix, HBO og Amazon ind i forhandlingerne

-
Foto: Shutterstock.com. Illustration: recordere.dk

Socialdemokratiet vil have de internationale streamingtjenester til at investere mere i dansk indhold.

Til næste år skal der forhandles nyt medieforlig. Der udløber den nuværende aftale for 2015-2018, om budgetter og retningslinjer for det danske mediemarked.

Her skal et flertal af partierne blive enige om eksempelvis hvor mange penge DR skal have i de følgende 4 år, og hvilke modkrav der skal være, som ønsker til public service indhold, tilgængelighed mv.

Socialdemokratiet er nu ude og lufte et af deres ønsker til de forhandlinger, og det er at de internationale streamingtjenester til skal investere mere i dansk indhold. Det skriver avisen Politiken.

“Problemet er, at der er en lang række store udenlandske koncerner, som tjener store penge i Danmark, men de investerer ikke tilsvarende i landet. Der skal betydelige beløb den anden vej”, lyder det fra Mogens Jensen, medieordfører i S, til Politiken.

Der henvises til at der i andre lande er indført regler der enten beskatter streamingtjenesterne eller tvinger dem til at bidrage mere med krav om investeringer i nationalt indhold.

Dansk Folkeparti er enig med Socialdemokratiet her, mens Enhedslisten vil afvente hvad udvalget, der lige nu ser på fremtidig finansiering af dansk indhold, når frem til. Alternativet ønsker at afvente fælles EU-regler på området.

 

Denne artikel er en del af serien: Medieforlig 2018

Annonce