Forside * Featured

TEST: OnePlus 5T – En fantastisk telefon til prisen

-

OnePlus har igen lavet en smartphone, der kan det hele til den halve pris, og som gør det sværere for de tunge drenge at argumentere for, hvorfor topmodellerne skal være så dyre.

Nogle gange dukker der et tilbud op, der ser for godt ud til at være sandt, og som det derfor er værd lige at kigge nærmere på. Det sker også i forbrugerteknologiens verden, og et godt eksempel er den nye OnePlus 5T, der lover at den kan konkurrere med de tunge drenge for, hvad der nærmer sig halv pris.

Annonce:

Det er et løfte, der kan være svært at holde, men som vores test viser, så rammer OnePlus 5T meget tæt på målet.

OnePlus er måske ikke det mest kendte mærke i den brede befolkning, men blandt os teknologi-nørder er det kendt som det kinesiske mærke, der specialiserer sig i at lave topmodeller til lavpris.

OnePlus’ tidligere modeller leverede det samme hardware-niveau som de fleste andre Android-flagskibe fra f.eks. Huawei og Samsung, men uden alle de ekstra dikkedarer, der kunne fordyre det endelige produkt.

 

 

Det betyder f.eks., at OnePlus ikke har brugt penge på at udvikle deres egen, fancy version af Android og har meget mindre marketingbudgetter end konkurrenterne, og uden de fordyrende omkostninger kan de sænke prisen betydeligt.

Til at starte med kunne man knapt nok købe OnePlus’ telefoner, men skulle i stedet inviteres til det af andre OnePlus-brugere. I dag er telefonerne lidt mere tilgængelige, og i Danmark sælges de af teleselskabet 3.

OnePlus 5T er en videreudvikling af OnePlus 5, der ramte lidt ved siden af skiven og nu er udgået. Det var nok et smart træk af OnePlus, for nu kan man købe 5T for 3.799 kroner for en udgave med 6GB RAM og 64GB lagerplads.

Som det vil fremgå af testen herunder skal OnePlus’ nyeste flagskib primært sammenlignes med modeller som Huawei Mate 10 Pro og GALAXY S8+ og Note 8 fra Samsung, dog uden den DeX- og håndskriftsfunktion, som sidstnævnte har.

 

Pris og ydelse

5T’eren er dog væsentligt billigere end alle konkurrenterne. Den er 2.200 kroner billigere end Mate 10 Pro, og koster næsten det halve af Note 8s udbudspris. Den koster 3.200 mindre end, hvad GALAXY S8+ kostede, da den blev lanceret.

For de fleste af OnePlus 5Ts rivaler gælder det, at de typisk har flagskibsversionerne af 2017-smartphones 4 GB RAM ombord, og man kan købe sig til en version med 6 GB RAM. iPhone 8 har kun 2 GB i hukommelsen.

Men 5T starter md 6 GB RAM, og for 500 kroner mere kan man få en version med 8 GB RAM og 128 GB på lageret. Man skal op i de dyre ’phablets’ såsom Samsungs GALAXY Note 8 for at finde noget tilsvarende.

Samtidig er OnePlus 5T udstyret det samme Snapdragon 835-chipset fra Qualcomm, der sidder i de fleste Android-telefoner i 2017, og som er sammenlignelig med Samsungs Exynos og Huaweis Kirin-CPU’er.

 

 

Man kan godt mærke de ekstra gigabyte i RAM’en, og at OnePlus’ Android-version er næsten lige så spartansk som originalen fra Google.

Der er ingen ventetider eller lags i navigationen, det hele spiller som lyn og torden og er super-responsivt. Man kan også se det på de konkrete testresultater.

I en GeekBench 4 CPU-benchmark opnåede OnePlus 5T en score på 1959 for single-core og 6755 for multi-core.

Til sammenligning ligger Samsungs GALAXY Note 8 – der betragtes som noget af de bedste, man kan få på Android-platformen på omkring 2000 og 6700. Altså meget lidt forskel, selv om Note 8 koster næsten dobbelt så meget som 5T.

 

Design

Lige så snart, man tager den op af kassen, virker OnePlus 5T som en fejl. Ikke fordi, der er noget galt med den, men den virker bare alt for lækker til at koste det, den koster.

Skærmen krænger ikke ud over siden, men bagsiden er rund, hvilket giver en slags konkav formfaktor.

Det bidrager til fornemmelsen af, at 5T er en virkelig slank fætter. Det er dog ikke kun en fornemmelse.

 

 

Den er 1,3 mm tyndere end Samsungs Note 8, og selv om det ikke lyder af meget, betyder det en del, når man først har telefonen i hånden. Den er også tyndere end såvel Huawei Mate 10 Pro og iPhone X.

 

 

Selvom den er tynd, føles OnePlus 5T solid på grund af dens aluminiumsbagside. I forhold til f.eks. Googles meget dyrere Pixel 2 XL er der intet plastikagtigt over OnePlus 5T.

Den ligger sådan et sted mellem HTCs alu-design og Apples spartanske minimalisme, hvilket bliver hjulpet en del af, at bagsiden blot er dekoreret med det enkle OnePlus-logo.

Det er ikke noget dårligt sted at ligge, prisen taget i betragtning. Men altså: meget tyndere end konkurrenterne…hvilket nærmest fik mig til at gispe, da jeg kiggede nede i telefonens bund.

Hvad er det? Et HOVEDTELEFONSTIK??

 

 

OnePlus har simpelthen givet fingeren til alle konkurrenterne, der påstår, at de ikke kan gøre telefonen tyndere uden at ofre minijack’et i bunden.

De har lavet, hvad der formentlig er den tyndeste telefon blandt de populæreste mærker, der sælges i Danmark lige nu, men har stadig inkluderet et hovedtelefonstik.

Debatten om, hvorvidt, det er nødvendigt, vil sikkert fortsætte et stykke tid endnu. Men det er huleme godt gået, rent designmæssigt.

 

Skærm

AMOLED-skærmen på OnePlus 5T svarer stort set til den skærm, der sidder i Huaweis Mate 10 Pro.

Den er på 6 tommer, har en opløsning på 2160 x 1080, altså en PPI på 401. Skærmen er ikke helt så lysstærk som på andre smartphones.

Det er tydeligt, når man kigger på den i skarpt sollys, hvor den ikke klarer sig helt lige så godt som visse konkurrenter og er på niveau med andre.

 

 

Toms Guide har målt skærmen til at levere 394 nits, hvilket er noget under gennemsnittet, men kun en anelse under f.eks. Note 8s 408 nits (Der er dog ret langt op til iPhone X’ 574 nits).

Til gengæld er der slet ikke de samme problemer med drastiske farveskift, når man ændrer betragtningsvinklen, sådan som f.eks. Google Pixel 2 XL har. Og generelt står farverne flot, og skærmen er knaldskarp med masser af kontrast.

 

 

Skærmen krænger som nævnt ikke ud over kanten, men går dog lige op til den på siderne, og der er kun nogle 5-6 millimeter tykke bræmmer i toppen og bunden.

På den måde ligger skærmen i forlængelse af det 18:9-design, vi også kender fra LGs og Samsungs topmodeller.

I topbræmmen kan man lidt tydeligere end på andre smartphones se et selfie-kamera. Når det er både større og tydeligere end på andre, lignende smartphones, er det fordi,

OnePlus 5T også har ansigtsgenkendelse på linje med iPhone X og Samsungs topmodeller.

 

Biometrik

Ansigtsgenkendelsen tager kortere tid at sætte op end på iPhone X, men det er der også en grund til. Den fungerer ikke helt lige så godt.

Under gode lysforhold har den ingen problemer, og heldigvis har OnePlus undgået den meget irriterende ting ved Apples Face ID, at man stadig skal stryge op på skærmen, selvom den er blevet låst op.

Når OnePlus 5T genkender dit ansigt, går den direkte til din Android-forside eller den sidste app, du brugte.

Ansigtsgenkendelsen er også en hel del hurtigere end på iPhone X og virker også, selvom telefonen er i vandret tilstand, hvilket ikke er tilfældet med iPhone X.

Til gengæld kan den slet ikke genkende dit ansigt i mørke, sådan som Face ID kan.

 

Sølvklistermærket, som tommelfingeren dækker over, kan tages af.

 

Men modsat iPhone X, så har OnePlus 5T en fingeraftrykslæser til hjælp. Når du fumler rundt med telefonen i mørket, behøver du altså ikke til at vende telefonen om adskillige gange, indtil den sidder lige ud for dit ansigt som det kan ske med iPhone X.

Hvis ansigtsgenkendelsen ikke virker med det samme, bruger du bare fingeren i stedet for, og jeg har under testen taget mig i at føle denne mulighed som en lettelse, efter at have brugt iPhone X som min primære telefon i nogle uger.

 

Kameraer

Nu, vi er ved kamera-funktionerne, så lad os komme omkring kameraerne med det samme. OnePlus 5Ts frontkamera giver nogle meget højt opløste selfies.

Frontkameraet er på 16 megapixel, hvilket er dobbelt så meget som konkurrenterne. Men det er formentlig sat så højt for at kunne facilitere ansigtsgenkendelsen.

Bagpå sidder der en velkendt kombination af to kameraer på henholdsvis 16 og 20 megapixel. Begge har en blændeåbning på f/1.7, så der er altså ikke tale om en kombination af vidvinkel og teleobjektiv, sådan som man ser det andre steder.

De 16 megapixel på det ene kamera er højere end de 12, man normalt ser i dobbeltkameraer, men det kan være svært at sammenligne på grund af forskelle i pixelstørrelser.

 

 

Hovedkameraet er et af de steder, hvor man må gå en anelse på kompromis for at få OnePlus 5T til dens lave pris. Der er ikke, sådan som de fleste topmodeller efterhånden har det, optisk billedstabilisering ombord, men kun elektronisk billedstabilisering (EIS).

Sidstnævnte kompenserer for rystelser opfanget af telefonens sensorer og et ekstra gyroskop ved at flytte på billedet i selve sensoren.

Det er altså ikke digital kompensation for rystelserne, der er tale om, men billedstabiliseringen sker, før dataene lagres. Det er bedre end digital kompensation, men det betyder også at billedkvaliteten kan blive forringet en anelse, da billedflytningen inden for sensoren betyder, at mindre af sensorens areal bliver brugt.

Helt konkret kan man se det på OnePlus 5Ts evne til at optage videoer og tage billeder i mørke, hvilket er de to steder, hvor rystelser kan betyde allermest.

5T’erens video er ikke helt så robotagtigt stabil som på Google Pixel 2 XL, men er naturligvis meget langt fra, hvordan smartphone-videoer så ud for bare tre år siden.

EIS’en hjælper, og det er nok op til den enkelte, hvor meget, videokvaliteten betyder.

Personligt synes jeg, videoer på OnePlus 5T er langt mere farverige, detaljerede og stabile end man kan forvente til prisen. Husk på, 3.799 kroner er hvad mellemklasse-telefoner koster, og lige nu er vi igang med at sammenligne smartphonen med topklasse-modeller. Den følger ret godt med, synes jeg.

 

 

I forhold til billeder i mørke, så kan man se på nedenstående billede, at iPhone X lukker noget mere lys ind end OnePlus 5T. 5T’erens billede er større, fordi der er flere megapixels at rutte med, men farverne er til gengæld mere gullige end de er på iPhone X-billedet.

X’eren fangede de lyserøde nuancer på himlen, der rent faktisk var at se den aften, en del bedre end 5T’eren. Men det er ikke fordi, 5T’eren klarer sig specielt dårligt.

Det er stadig et rigtig flot billede, der er kommet ud af det, og selv i de mørke, ubelyste områder (der også var temmelig mørke i virkeligheden), kan man se nuancer og detaljer.

 

 

I dagslys er det noget sværere at se forskel på fotos fra iPhone X og OnePlus 5T. Der bliver stadig lukket mere lys ind på iPhone X, hvilket får farverne til at poppe mere ud af billedet.

Det skal dog siges, at billederne er taget med alle indstillinger på auto, så det kan sagtens være, man kan få 5T’eren til at se lige så godt ud med lidt skruen på knapperne.

 

 

Når man går ind i detaljen kan man dog se, hvor 5T’eren har en fordel i forhold til f.eks. iPhone X – og der er på opløsningen.

Fordi opløsningen er højere, er detaljegraden også højere. Kigger man på bogstaverne på skiltet og kanterne på det andet skilt, der vender den anden vej, er linjerne meget glattere på 5T-billedet. Pixeleringsgraden er mindre.

 

 

Portræt-tilstanden på OnePlus 5T var til gengæld en glædelig overraskelse.

Hvor det er svært at få Pixel 2 XL til at fokusere på det rigtige og gøre baggrunden sløret under kompositionen af billedet, er det en ren leg på OnePlus 5T – selv med den medfølgende kamera-app.

Og der er ingen problemer, som jeg har oplevet det på iPhone X, med at noget af motivet i forgrunden også bliver sløret ved et uheld.

 

Generel brug

Derudover bød testperioden på en generel god oplevelse med OnePlus 5T. Ved almindelig brug skiller den sig ikke specielt ud fra mængden af lignende Android-telefoner, altså bortset lige fra, at den koster flere tusinde kroner mindre.

Batteriet er på 3300 mAh, hvilket er det samme som sidder i Note 8. Men fordi skærmen er mindre, bør batterilevetiden også være længere.

Uanset hvad havde jeg svært ved at få batteriet til at gå død før dagen var omme, selv med heftig brug af telefonen. Ved almindelig brug kunne den holde halvanden dag, og hvis jeg var forsigtig med brugen, kunne jeg strække den til to dage.

Lyden i telefonen ved samtaler var som den skal være, og jeg oplevede ikke nogle problemer med antennen, modtageforhold eller lignende.

Hvis man er typen, der lytter til musik gennem højttalerne på telefonen, vil man formentlig opleve lyden som værende tyndere end på f.eks.

Google Pixel 2 XL, der har to højttalere at spille med. Men jeg er ikke den type, og mener egentlig det bør være forbudt ved lov at molestrere musik på den måde.

OnePlus 5T lider desværre af den samme sygdom som langt de fleste Android-telefoner, når det gælder musiklytning gennem det analoge output.

Uanset, om de bruger et indbygget minijack-stik eller USB-C med en converter, er DAC’erne i langt de fleste Android-telefoner ret uimponerende.

Der er ofte klik og mislyde mellem numrene og ofte kommer der også interferens fra resten af telefonen. Det gælder også for 5T, men er som nævnt et generelt problem på Android.

5T’eren kommer med Android Nougat, men det ville ligne OnePlus dårligt ikke at opdatere til Oreo relativt hurtigt. Desværre går der rygter om, at OnePlus ikke vil være med på Googles hurtigere opdateringsrate af Android, hvilket ellers ville være en fordel.

 

 

Kompromiser og konklusion

Selvfølgelig er der ting, man må undvære, når en smartphone koster op mod det halve af, hvad konkurrenterne koster. Et eller andet sted skal der jo skæres, og det store spørgsmål er, om der bliver skåret de rigtige steder. Det synes jeg, OnePlus har gjort.

For det første er 5T ikke vandtæt. OnePlus har udtalt til flere medier, at der ikke sker noget ved, at telefonen får lidt vandstænk i form af lidt regn eller lignende.

Men de garanterer ikke noget. På den anden side har jeg altså ikke behov for at kunne tage min telefon med i poolen. Så længe den ikke går i stykker, hvis jeg håndterer den med våde hænder er det fint nok – og det ser 5T’eren ud til at kunne klare.

Det er naturligvis rart at vide, at telefonen kan tåle at komme en tur i et fyldt badekar eller ned i toilettet ved et uheld uden at tage skade, men på den anden side kan man købe en forsikring til sin smartphone for meget færre penge, end hvad konkurrenterne koster ekstra. Og sådan en forsikring dækker typisk også stød, slag og andre uheld, som vandtæthed ikke kan gøre ret meget ved.

For det andet kan 5T ikke oplades trådløst. Det er ikke noget stort tab, eftersom de eneste populære smartphones, der understøtter det, er Samsungs telefoner og de nye iPhones. Huaweis Mate 10 Pro, der koster 2.200 kroner mere end 5T, selv om den har en lignende hardwarekonfiguration, har heller ikke trådløs opladning.

Næste år kommer der sikkert mange flere smartphones med trådløs opladning – og måske har OnePlus 6 det også til den tid.

For det tredje er der ikke noget microSD-slot, men det er der heller ikke i så mange andre Android-smartphones, der er væsentligt dyrere.

For det fjerde er der alle de steder ovenfor, hvor jeg har nævnt at OnePlus 5T klarer sig dårligere end konkurrenterne. Læg mærke til, at i stort set alle de tilfælde, er OnePlus 5T enten kun marginalt dårligere.

Selv om der ikke er optisk billedstabillisering i kameraet, er OnePlus-kameraet snildt på niveau med mange dyrere Android-smartphones.

Den er bare ikke helt oppe i den absolutte top sammen med f.eks. Google Pixel 2 XL eller iPhone X. Skærmen er en smule mørkere, men har til gengæld ingen problemer med farveskift ved ændring  af betragtningsvinklen.

I de fleste tilfælde kan OnePlus 5T dog godt være med. Dens design blander sig med de allerbedste. Frontkameraet er bedre end de fleste, og kombinationen af ansigtsgenkendelse og fingeraftryk fungerer faktisk bedre end Face ID på iPhone X, og fungerer også bedre end den samme kombination på Samsungs telefoner, fordi fingeraftrykslæseren ikke er placeret så akavet, som den er på Note 8 og S8.

Og så har OnePlus 5T et gammeldags hovedtelefonstik, hvilket nogle af os sætter pris på.

Ingen smartphones er perfekte. Alle har ting, de klarer dårligere end andre smartphones. Sådan er det også med OnePlus 5T. Men det imponerende er, at vi overhovedet diskuterer 5T’eren i sammenligning med topmodeller som Mate 10 Pro og Note 8, der koster mellem 2-4000 kroner mere.

Selv med de små kompromiser, man er nødt til at gå på, er OnePlus 5T en fantastisk telefon til prisen. Der er næppe andre Android-smartphones derude lige nu, der giver lige så høj kvalitet for pengene.

 

Pris og tilgængelighed

  • OnePlus 5T 6GB RAM + 64GB flashram koster kr. 3.799,-
  • OnePlus 5T 8GB RAM + 128GB flashram koster kr. 4.299,-

Kan købes hos 3, YouSee og direkte hos OnePlus.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.