Forside Nyheder

Kabelsluk og DAB-overgang påvirkede kun svagt årets radiolytning

-
Foto: Shutterstock.com

Radiolytningen 2017 blev kun lidt påvirket af DAB-overgang og kabelsluk

Selv om 2017 var præget af en stribe forandringer i måden, som radio bliver distribueret på, betød det kun små skvulp i radiolytningen.

  • På YouSee kabel-tv var der FM-sluk
  • Digital radio skiftede fra DAB til DAB+

Det betød at flere fik afbrudt radiosignalerne i det år, men det lod ikke til at påvirke lytningen væsentligt. Det skriver DR på baggrund af rapporten ‘Medieudviklingen 2017’.

“Samlet set er det nu på ingen måde sådan, at danskerne er ved at svigte radioen. I 2017 var det 92 procent af befolkningen, der hørte radio i løbet af en uge, hvor tallet var 93 procent i 2016. DRs andel af radiolytningen faldt fra 73 procent til 72 procent i løbet af perioden, mens det kommercielle marked og Radio24syv voksede med henholdsvis 0,1 og 0,3 procentpoint”, forklarer Dennis Christensen, leder af DR Medieforskning .

Radiolytningen faldt samlet fra 1 time og 56 minutter om dagen i 2016 til 1 time og 51 minutter i 2017. Størst var faldet blandt de 20-39-årige, der hørte 12 minutter mindre radio dagligt.

 

Lytterne fandt alternativer

“Der er meget, der tyder på, at lytterne har været i stand til at finde alternativer, hvis deres foretrukne kanaler er blevet påvirket af ændringerne”, fortæller Dennis Christensen.

Lige efter overgangen til DAB+ blev der godt nok registreret et fald på 40% i lytningen på digital radio, men den samlede statistik viser at radiolytterne blot fandt andre veje til at lytte med på yndlingsprogrammerne.

 

Nogle måtte dog finde andre kanaler

Der blev dog flyttet rundt på vanerne da FM ikke indeholder alle de kanaler der er på DAB+.

“Selv om DAB-omlægningen ikke betød det store for den samlede lytning, blev visse kanaler uden en FM-frekvens ramt hårdt. For eksempel faldt lytningen til DAB-kanalen P5 med 7 procent, mens DAB- og FM-kanalen P4 steg med seks procent”, fortæller Dennis Christensen, og fortsætter:

“Det skyldes, at langt de fleste DAB-apparater kan modtage FM, og derfor var der også mange, der – i stedet for at smide DAB-radioen ud, som ikke understøttede DAB+-formatet, blot indstillede den på FM i stedet for”.

 

Annonce