Forside CES CES 2018

Samsung skjulte 2018-nyhederne på CES af frygt for kineserne

-

Medie: At Samsung stort set ikke viste nogen nye produkter frem på CES, var angiveligt af frygt for kinesisk kopiering.

Som vi skrev under CES-udstillingen i sidste uge, så var Samsung-standen i år helt anderledes end tidligere.

Væk var de fleste produktnyheder. Istedet havde Samsung indrettet standen som rum med oplevelser af hvad AI (kunstig intelligens) og IoT (Internet-forbundet udstyr) kan assistere med i hverdagen.

Men hvor var de nye tv-modeller? Hvor var tv-designet på 7-serien, 8-serien – i klassisk udgave eller som QLED? Det var der ikke, ihvertfald ikke på den officielle stand.

For Samsung havde også en “uofficiel” stand de kaldte ‘Q Lounge’. Her var der kun adgang per invitation, og her kunne særligt indbudte få et smugkig på 2018-produkterne før alle andre – formentlig mod at acceptere en NDA om at de ikke måtte offentliggøre noget der indefra.

Sidste år oplevede Samsung at de viste ‘The Frame’ TV frem på CES. Det er TV pakket ind i en billedramme, som kan vise kunst når det ikke anvendes til TV.

Under et halvt år senere sendte kinesiske TCL et tv ud på det kinesiske marked som de kaldte ‘Frame TV’ (billedet nedenfor).

 

TCL Frame TV fra dette års CES

 

Frygter hurtig kopiering

Det var frygt for kopiering fra kineserne der fik Samsung til helt at undlade at vise årets nyheder frem på CES. Det skriver det koreanske erhvervsmedie Business Korea.

Ved først at præsentere produkterne for offentlighederne senere på foråret, så håber Samsung angiveligt at kunne nå at forhale en eventuel kopiering af design og funktionalitet, så “kopi-produkterne” ikke når at blive klar til at konkurrere med Samsung-produkterne i år.

Samsung viste dog en enkelt nyhed frem. Det var det kæmpe 146″ TV baseret på OLED-konkurrenten microLED. Et TV som Samsung venter klar på de første markeder (Japan og USA) sidst på året.

Se også: The Wall er Samsungs OLED-killer på 146″ med MicroLED

Men Samsung regner nok ikke med at kineserne sådan lige kopierer det i år.

 

Annonce