Forside Baggrund

Første oplevelse: Samsungs nye biografskærm minder om et gigantisk tv

Denne artikel er en klumme, et første kig på Samsung Onyx Cinema Screen. De LED-skærme der kan erstatte projektorer og lærreder i biograferne. Det er en subjektiv opfattelse af, hvordan sådan en skærm - med tilhørende installation af biograflyd - oplevedes af skribenten.

-
Onyx Cinema LED. Foto: Samsung

Samsungs ruller deres nye skærmkoncept til biografer ud verden over. Vi har været en tur i biffen, hør hvilke tanker det satte igang.

Jeg har med en vis nysgerrighed fulgt Samsungs udvikling af Onyx-skærmene (der tidligere hed Samsung Cinema Screen), der er deres nye skærmkoncept til biografer.

Som du måske har læst i nogle af nyhederne her på sitet, så er idéen, at Samsung vil ind og erstatte den klassiske projektor-og-lærred-standard.

Lige siden filmens opfindelse omkring 1895 har det været måden, der blev vist film på, når det skulle være stort og kollektivt i biografen. Men i princippet er der vel ikke noget i vejen med at droppe projektoren og lave en skærm i stedet? Eller hvad?

Det er ting, jeg har gået og tænkt lidt over, siden Samsung afslørede konceptet. Derfor blev jeg da også virkelig nysgerrig, da det kom frem, at den første, offentligt tilgængelige installation af skærmen i USA var i en biograf i min baghave (hvilket i californisk forstand betyder indenfor en times kørsel). De er allerede i Korea og Schweiz.

Biografen Winnetka 12 & xD i Chatsworth, der ligger 30-45 minutter væk fra min bopæl, har netop fået installeret en Onyx-skærm. Så jeg ringede for at høre, hvilken sal, det var i – og det var så sal nummer 20 (Man skal åbenbart ikke stole for meget på biografens navn – den startede åbenbart med 12 sale…).

 

Størrelsen betyder noget

Jeg bestilte billet til den nye Avengers-film, og gennempløjede den amerikanske biografwebsite Fandango indtil jeg fandt en visning, der kørte i sal 20, og fik den set hen over weekenden. Oplevelsen efterlod mig både med en holdning til selve Onyx-skærmens kvalitet og med nogle tanker om hele konceptet, som jeg gerne vil dele.

Det første, der slog mig, da jeg trådte ind i salen, var størrelsen. De fleste omtaler af Onyx-skærmene har nævnt, at de er 34 fod brede, eller lige over 10 meter. Jeg havde derfor forventet at komme ind i en biografsal, der var på størrelse med de små sale i danske multiplex-biografer og en lille skærm. Men selv om salen kun havde 8 rækker (det var en af dem med luksus-agtige lænestole, man kan lægge ned i stedet for almindelig biografsæder, var den nu alligevel noget større end jeg havde forventet.

Det samme var lærredet. Jeg er notorisk dårlig til at vurdere såvel alder som afstande, men jeg kunne have svoret, at skærmen i sal 20 i Winnetka 12 & xD er bredere end 10 meter. For mig lignede det en ganske almindelig, mellemstor biografsal med mindre plads til sæderækker og færre sæder i rækkerne på grund af lænestolene.

 

Selv om det lignede et almindelig biograflærred til at starte med blev det hurtigt bekræftet, at der var tale om en Samsung Onyx-skærm (Foto: Recordere).

 

Jeg begyndte at være i tvivl om jeg var i den rette sal og spurgte derfor en af biografens medarbejdere, men hun sagde, at den var god nok. Og efter trailerne var overstået, fik vi da også Samsungs Onyx-logo at se i en lille demo-spot, inden selve hovedfilmen gik i gang.

De LED-baserede Onyx-skærme har en opløsning i cinematisk 4K (altså med 4096 pixels på den brede led, snarere end 3860 som i UHD) – hvilket burde være rigeligt til film.

I hvert i fald ifølge de af mine venner, der arbejder som klippere og andre teknikere i Hollywood, og som siger at gammeldaws celluloid-film alligevel ikke kommer over, hvad der svarer til 4K analogt.

Dog optages der allerede film i 8K og derover, så 4K-opløsningen på Onyx-skærmene kan blive problematisk. Mere herom senere. Skærmene understøtter også HDR, og så skulle man jo tro, at både skarphed og farvedynamik var bedre, end hvad drevne biografgængere er vant til med nyere, digitale laserprojektorer i de gode biografer.

 

Mindede om en traditionel biograf i mellemkvalitet

Men det er faktisk ikke tilfældet. I hvert fald ikke i ’Avengers: Infinity War’, da jeg så den. Det skal siges, at det er svært at sige noget absolut om fænomenet efter blot en enkelt forevisning. Skærmen kunne jo være røget ud af kalibrering eller måske var den ikke kalibreret ordentligt til den film, den skulle vise.

Det var ikke nogen speciel fantastisk oplevelse. Det mindede faktisk allermest om, hvad man ser på en almindelig digital projektor i en biograf, der endnu ikke har opgraderet til den nyeste laserprojektor-teknologi fra f.eks. Barco  eller Christie.

Farverne var ærligt talt lidt døde i det, også på steder, hvor filmens farvespektrum virkelig skulle poppe rent visuelt.

Der var også flere steder, hvor linjeoptegningen simpelthen lignede at der var smurt vaseline på linsen (okay, det er nok en stærk overdrivelse, men konturerne stod virkelig ikke skarpere end en middelmådig projektion i en respektabel storbybiogtraf). Samlet set var det et ret fladt billede.

Derudover kunne jeg til tider ane pixelmatrix’en på skærmen, hvilket var ret distraherende. Det skal siges, at jeg sad på tredje række, men ud af otte, så det var tæt på, men ikke vanvittigt tæt på.

Det værste var dog skærmens behandling af hurtige bevægelser. Du ved den der effekt, hvor hurtige bevægelser i billedet ser enten ud til at hakke lidt eller efterlade skygger?

Det oplevede jeg flere gange i løbet af filmen. Og det er altså ikke okay, når man dels har betalt ekstra for en biografbillet og oven i købet har bedre kvalitet på stuealteret derhjemme.

 

På dette billede taget efter filmen, hvor folk var på vej ud, kan man få et indtryk af størrelsen på Onyx-skærmene (Foto: Recordere).

 

Så selv om skærmstørrelsen syntes som det største problem på papiret, var det snarere skærmens egentlige billedkvalitet, der gik mig på, da jeg sad der.

Størrelsen var egentlig ikke noget, der generede mig. Til gengæld var der noget andet, der generede mig endnu mere, og som klart er den største ulempe ved, hvor Onyx-projektet befinder sig lige nu: Lyden.

 

Mumle-mumle

I en velekviperet biograf sidder centerkanalen bag lærredet, hvilket med et godt, lydtransparent lærred og et godt kalibreret højttaler-setup, betyder at dialogen i filmen er langt tydeligere.

I Burbank, der ligger lidt tættere på mit hjem end Chatsworth, ligger er en stor AMC-biograf, der blandt andet har en enkelt sal, som Dolby bruger som en slags showroom. Den sal vil altid have den seneste Dolby-teknologi (Som lige nu er den seneste version af Atmos) på både lydsiden og billedsiden (som lige nu er Dolby Cinema/Dolby Vision).

Den er mit sammenlignings-grundlag for lyden i den biograf er naturligvis helt fabelagtig. Dialogen står knivskarpt med god definition i alle konsonanter, der udtales, så man virkelig kan høre, hvad der bliver sagt.

Det kunne jeg ikke i den Samsung Onyx-bestykkede biografsal i Chatsworth. Tværtimod var dialogen ofte fuldkommen umulig at fange, især i hurtige sekvenser. Der er folk, der har klaget over dialog-mixet generelt i ’Avengers: Infinity War’, men her var der langt dårligere taleforståelse end man finder i selv skod-agtige, ukalibrerede biografer med gammelt udstyr.

Samsung har forklaret, at de har erstattet center-kanalen bag lærredet med to højttalere over og under lærredet, der spiller i en vinkel, der burde kunne opnå det samme som en centerhøjttaler bag lærredet.

Men det var altså ikke min oplevelse, til trods for, at jeg sad mindre end 6-7 meter fra de to højttalere. Det er noget, som Samsung virkelig er nødt til at arbejde på, hvis de gerne vil gøre Onyx til en succes.

De forskellige ulemper ved Onyx-oplevelsen gav mig lyst til at stille et enkelt spørgsmål: Hvorfor?

Den gamle projektor-lærred-kombination har jo virket i over 120 år og bliver hele tiden udviklet til noget bedre. De praktiske fordele skulle ifølge tilhængerne af skærme i biograferne, at man for eksempel kan lade være med at slukke lyset helt i biografen med sådan en skærm, fordi den er lysstærk nok til ikke at blive forstyrret af salens egne lamper.

Det kan være en stor fordel ved forevisninger, hvor folk får serveret mad til filmen eller til baby-bio-forestillinger, hvor det kan være en fordel at man kan se, hvad baby’en laver på sædet ved siden af.

 

Kan det betale sig?

Men jeg har svært ved at se, at det skulle være pengene værd.

En nyere, professionel Christie-laserprojektor til biografbrug koster typisk mellem 150-200.000 dollar, altså op mod 1,2-1,3 mio. kroner. Ifølge The Verge koster en Onyx-skærm mellem 500.000 og 800.000 dollar, hvilket jo er op til fire gange så meget.

Til Christie-projektoren skal man naturligvis også have et stort højkvalitets-lærred, og det koster jo også penge. Men sådan et lærred kan jo også bruges sammen med en ny projektor, når 8K kommer på banen, og projektoren skal skiftes. Med Onyx skal man skifte hele skærmen ud, hver gang, der skal opgraderes til en ny teknologi eller opløsning.

Hvis en projektor går i stykker i en stor sal, kan man typisk tage en projektor fra en mindre sal og smide ind i stedet eller leje en tilsvarende projektor, mens den gamle bliver lavet.

Hvis en Onyx-skærm går i stykker, er det en meget større og besværlig omgang, hvor afskærmningsmekanismerne for skærmen skal fjernes og den skal pilles ned etc.

Fordi det er besværligt at sætte en skærm op midlertidigt, vil sådan en sal formentlig bare være lukket, indtil en ny skærm kommer op at hænge. Med en projektor kan man (eksempelvis) i stedet lukke en mindre sal og tabe færre penge.

 

Et billede taget under traileren til ‘Deadpool 2’ der viser skærmen fuldt oplyst (Foto: Recordere)

 

Alt dette ville jo være værd at ofre, hvis skærm-konceptet enten gav et kæmpe kvalitetsløft i billede og/eller lyd i forhold til projektorer, eller hvis det var billigere.

Men det modsatte er jo tilfældet indtil videre. Og de undtagelsesmæssige tidpunkter som madservering og baby’er i salen, hvor lyset ikke skal dæmpes helt er næppe nok til at bære en hel overgang til en ny måde at vise film i biograferne på.

Onyx ER et nyt koncept og stadig på eksperiment-planet til en vis grad. Samsung er i gang med at samle erfaringer, så de udvikle videre på konceptet, så hvem ved?

Måske kan Onyx over tid udvikle sig til et værdigt alternativ til den ”gamle” projektor-model. Men som det er lige nu, er det ikke nogen trussel mod traditionel biograf-konfiguration. Tværtimod.

 

Hvorfor er der overhovedet biografer?

Hele oplevelsen fik mig dog også til at overveje noget, jeg ofte tænker over: Hvorfor går vi egentlig i biografen?

For mig vil biografoplevelsen altid være mere speciel end at se film derhjemme – af flere grunde. Der er den kollektive oplevelse, at se film sammen med en masse andre.

Det er noget med at komme et sted hen, hvor der er et lokale udelukkende dedikeret til at se film i, og som er indrettet derefter, såvel i forhold til sæder og vægge som når det gælder lyd- og billedteknologi.

Der er heldige mennesker, der har et ekstra rum i deres hus, de kan gøre det samme med, men det er sjældent, at man finder nogen, der har plads til at lave så stor en hjemmebiograf, at man kan få det samme lydniveau- og kvalitet samt lærredsstørrelse som i en rigtig biograf.

Der er alle de forskellige teknologier, man kun finder i biffen, såsom IMAX, xD og så videre. Måske smager popcornene lidt anderledes end derhjemme. Og indtil videre er vi glade biografgængere nok også stadig motiveret af, at der går noget tid, inden filmene er tilgængelige på hjemme-markedet.

Men hovedsageligt går jeg i biografen for at komme op i størrelse på filmoplevelsen, for at opleve filmen sammen med andre og så jeg slipper for at ofre for meget af den begrænsede plads i mit hjem på hjemmebif-udstyr.

Derfor har jeg også altid sagt, at jeg foretrækker at sidde fra midten og frem, når jeg vælger biografsæde.

Hvis jeg kommer op at sidde på bagerste række, kan jeg lige så godt køre over til min kammerat, der har en 80-tommer skærm i 4K og UHD og se film der. Afstanden til lærredet gør det så småt, at jeg lige så godt kunne kigge på et tv. Jeg har aldrig forstået folk, der sætter sig derop, men det er jo en smagssag.

På ’Avengers: Infinity War’ sad jeg som nævnt på række tre og var ret tæt på, og 34-fods-skærmen virkede veldimensioneret til salen. Men under filmen gik jeg lige en tur op i sidegangen og kiggede på skærmen fra bagerste række. Og mere end nogensinde før lignede det, at jeg bare stod og kiggede på en tv-skærm. Så kan det jo ligesom være lige meget.

Samsung skal ikke bare højne kvaliteten betydeligt og presse prisen ned, hvis Onyx skal lykkes. De skal også finde ud af, hvad Onyx kan gøre for at bidrage til at gøre biograf-oplevelsen til noget særligt.

For lige nu gør de bare biografen mere hjemmeagtig, og det er nok tvivlsomt, hvor mange biograf-ejere, der har lyst til at hoppe med på den vogn.

 

Annonce