Forside Nyheder

’Roseanne’ lukket ned efter racistiske Twitter-kommentarer

-

Det sker meget, meget sjældent, at en ultrapopulær tv-serie bliver aflyst fra den ene dag til den anden.

Det skete imidlertid alligevel igår, da den Disney-ejede, nationale TV-kanal ABC valgte at lukke ’Roseanne’ med øjeblikkelig varsel.

Den genopståede version af den populære 80’er/90’er-serie var ellers den mest populære serie på amerikansk tv lige nu. Det skyldes formentligt, at den formåede at italesætte nogle af de emner, som Trump-æraen byder på.  I stil med serien ’All in the Family’, der begyndte i 70’erne under Nixon, portrætterede den nye udgave af sitcom’en den lavere middelklasse og gav plads til knapt så politisk korrekte udtalelser og emner – netop for at kunne diskutere dem åbent.

’Roseanne’ var også i dens første runde baseret på komikeren Roseanne Barrs rigtige liv, men dengang var der ikke nogle sociale medier, hvor hun kunne vise sit sande jeg.

Det er der nu, og meget tidligt tidligt tirsdag morgen Californien-tid udsendte Roseanne Barr en tweet, hvor hun kaldte den tidligere Præsident Obama-rådgiver Valerie Jarett for, hvad der ville komme ud af det, hvis ”Det Muslimske Broderskab og ’Abernes Planet’ fik et barn”.

Tweeten bliver anset som såvel dybt intelorant, xenofobisk og racistisk i USA, og derfor gik der kun få timer fra tweeten kom ud (den er senere blevet slettet), til Disney/ABC lukkede serien ned for at komme annoncørflugt og dårlig omtale i forkøbet. Inden da havde en række medvirkende og folk bag kulisserne meddelt, at de forlod serien.

Sidst, det så hurtigt fik konsekvenser for en serie, at dens hovedperson blev skandaleramt, var formentlig i forbindelse med ’House of Cards’ og anklagerne mod Kevin Spacey. Serien overlevede dog – uden Spacey.

 

Annonce