Forside Nyheder

Apples AirPods kan få støjreduktion og vandafvisning i 2019

-

Alle dem, der render rundt med to hvide stænger stikkende ud af ørerne kan godt begynde at varme kreditkortet op.

Måske skal deres AirPods allerede opgraderes til næste år -i hvert fald, hvis aktiv støjreduktion og det våde element betyder noget for disse brugere.

Bloomberg skriver, at deres Apple-kyndige kilder har ladet slippe ud, at den næste version af af Apples trådløse øretelefoner ikke bare bliver vandafvisende nok til at kunne modstå regn og sved, men også får aktiv støjreduktion ombord.

Ifølge kilderne skulle de nye AirPods også have en længere trådløs rækkevidde end de nuværende. Der har tilsyneladende også været diskussioner om at sætte en pulsmåler ind i AirPods, men de planer er ikke blevet konkretiseret.

De nye AirPods kan ifølge Bloomberg allerede dukke op til næste år. Men taget i betragtning, hvor forsinkede de første AirPods var, skal dette nok tages med et gran salt.

Rygterne fra Bloomberg melder også om, at der til næste år kommer en ny version af Apples intelligente højttaler, HomePod. Endelig skulle Apple også være på vej med nogle over-the-ear-hovedtelefoner i den høje ende, rent lydkvalitetsmæssigt. Disse skulle ikke være en del af Beats-serien, men derimod være rettet mod hifi-entusiaster og laves i samarbejde med hifi-komponentfirmaet Tymphany.

Annonce