Forside Baggrund

Klumme: Om sure Star Wars-fans

-

I denne klumme beskriver skribenten den konflikt, som Star Wars-fanbasen lige nu befinder sig i – og giver et bud på, hvordan den slags undgås.

I skrivende stund er det dagen efter, Rian Johnson vandt en Saturn-pris for sit manuskript til ’Star Wars VIII: The Last Jedi’. Velfortjent, hvis du spørger undertegnede.

Men det er langt fra alle, der er enige med mig, og nogle mennesker er gået meget langt for at vise deres utilfredshed. Det handler denne klumme om.

Nu er Recordere jo ikke et filmmagasin. Men når vi skriver om hjemmets forbrugerelektronik, herunder forskelligt AV-udstyr, giver det jo mening også en gang i mellem at skrive om det indhold, der udnytter denne teknologi bedst muligt.

Derfor skriver vi ofte om science fiction-film og andre store effekt-film – det er her, pixlerne i OLED-skærmen og membranerne i surroundhøjttalerne virkelig kommer på arbejde.

Netop Star Wars-filmene hører til i den kategori af film og har af både denne og flere andre årsager opbygget en fanbase, der er mere entusiastiske end så mange andre.

Flere steder i verden findes der Jedi-klubber, hvor man kan lære teknikker til lyssværds-kamp og udforske de filosofiske sider af The Force, Jedi-kulturen med mere, der er inspireret af østlige traditioner, især taoisme og zen-buddhisme.

Der findes fans – jeg er en af dem – der næsten uafbrudt siden barndommen har set filmene flere gange end de fleste, læst bøger, tegneserier, slugt animerede tv-serier, samlet på legetøj og deltaget i online diskussioner og aktiviteter (legetøjs-delen holdt dog op en gang i 80’erne, og online-delen kom først til i 90’erne). For mig begyndte det hele med en tegneserie-version af den førstproducerede film, nu kendt som Episode IV, omkring 1980/81. Så jeg har været Star Wars-fan i næsten 38 år.

Der er nok nogle, der vil kalde mig apologetisk Star Wars-fan. Der skal rigtig meget til, før jeg rynker på næsen af noget som helst Star Wars-relateret.

Da ’Episode I: The Phantom Menace’ havde premiere på Cannes-festivalen i 1999, dækkede jeg festivalen som ung filmjournalist. Jeg havde desværre ikke adgang til premieren, men talte med en del kolleger bagefter, der ikke ligefrem var begejstrede. ”Det er jo en børnefilm”, var der én, der sagde. Jeg ville ikke være uhøflig, så jeg jeg nikkede bare. Men jeg tænkte: ”Ja…hvad fanden havde du regnet med?”.

Star Wars-film er næsten altid dobbeltkodede. Det er den filmteoretiske term for, når film appellerer til både børn og voksne på én gang.

Episode I skulle jo igangsætte en ny trilogi, så ligesom Episode IV var det meningen, at den primært skulle appellere til 12-årige.

Disse skulle så vokse op sammen med den kommende trilogi, sådan at de var teenagere, når de ramlede ind i trilogiens anden og tredje film, der stak dybere og begyndte at behandle tungere emner som at finde sin rette plads i verden, hvad der er godt, hvad der er ondt, og ikke mindst…komplicerede familieforhold.

Så derfor var jeg mildest talt lidt overrasket over min kollegas manglende forståelse for, hvad der var grundlæggende for hele serien. To uger senere havde filmen premiere i USA. Men der ville gå tre måneder yderligere, inden den ramte de danske biografer.

Det kunne jeg ikke vente på. Jeg havde i forvejen ventet 16 år på filmen – at skulle vente tre måneder mere, mens rygterne fløj omkring på de tidlige fan-websites, var simpelthen umuligt.

Derfor blev ’The Phantom Menace’ min motivation for at rejse til USA for første gang. Jeg så den i den gamle Ziegfield-biograf i New York, og det var en stor oplevelse. Jeg nåede at se den en gang mere, inden jeg rejste hjem igen. Og så et par gange mere, da den havde premiere i Danmark. Den tur satte gang i en hel masse livs-events, der endte med at jeg flyttede til USA i 2008.

Mødet med Star Wars-universet var formentlig også den gnist, der tændte min passion for teknologi, der i sidste ende er grunden til at jeg skriver for Recordere, og som har givet mig en karriere, jeg aldrig havde drømt om med tre bøger og nu også en doktorgrad i bagagen. Endelig har jeg haft en livslang fascination af østlig filosofi, der også kommer fra Star Wars’ flirten med samme. Det er med andre ord ikke ved siden af at sige, at Star Wars ikke bare har ændret, men ofte defineret mit liv hen over fire årtier.

Der findes rigtig mange fans som mig. Alene blandt mine nærmeste venner tæller jeg to, der rejste fra Danmark til Los Angeles i 1999 for at ligge i kø foran the Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, så de kunne få billetter og gode pladser (dengang var sæderne ikke nummererede eller reservérbare). Og på nettet har jeg kontakt via sociale medier og diverse fora med fans over hele verden (men især i USA), der bruger endnu mere af deres tid på Star Wars og laver kostumer, som de dukker op i til alle mulige fantræf og conventions.

Derfor kan jeg godt forstå, at visse fans bliver frustrerede, når de ikke synes, folkene bag serien sender den i den rigtige retning. Det er trods alt store dele af deres liv, der er på spil. Men på det seneste er det gået rigtig meget galt for fanbasen.

Da Prequel-trilogien (altså Episode I-II-III) kom ud, var der mange ældre fans, der blev sure. I årene op til dens lancering havde Lucasfilm og George Lucas genbesøgt den oprindelige trilogi og havde tilføjet en masse ting digitalt, samt restaureret en række scener.

Personligt var der ikke ret meget, jeg ikke brød mig om i disse ’Special Edition’-udgaver, og jeg var også ret glad for Prequel-trilogien, da den kom ud. Men andre fans mente at ’Special Edition’-versionerne var helligbrøde, og kunne slet ikke holde Prequel-trilogien ud. Der var så meget negativitet omkring det, at der blev lavet en hel dokumentarfilm om fænomenet, ’The People vs George Lucas’.

Lucas var faktisk ret træt af denne kritik og endte med at proklamere, at han ikke vil lave flere Star Wars-film, hvis folk alligevel ikke lavede andet end at brokke sig over dem. Selv om det naturligvis ikke var den direkte årsag, kan det nok ikke udelukkes, at de sure fans spillede en rolle i hans beslutning om at trække sig tilbage og sælge Lucasfilm til Disney.

Det hjalp nok heller ikke på det, at den animerede ’The Clone Wars’-serie var blevet aflyst efter fem sæsoner, at piloten til denne serie floppede, da den blev forsøgt sendt ud i biograferne, og at en relancering i 3D af alle Star Wars-filmene måtte droppes, fordi ’The Phantom Menace’ i 3D gik næsten lige så dårligt som ’The Clone Wars’-piloten.

Efter Disney-salget så det til at begynde med ud som om, vi Star Wars-fans gik en gylden fremtid i møde. Der ville komme en ny trilogi, som J.J. Abrams skulle skyde igang. Og Rian Johnson, som flere af os i forvejen var fans af på grund af film som ’Brick’ og ’Looper’, skulle lave den mere filosofiske, følelsesladede toer. Tilmed ville der mellem filmene i den oprindelige saga dukke film op, der var relaterede til, men ikke direkte en del af hovedhistorien. En nu animationsserie, ’Rebels’ var endda på vej.

Men heller ikke dette foregik uden brok fra dele af fanbasen. Lucasfilm og Disney besluttede sig nemlig for at viske tavlen ren, sådan at den nye trilogi ikke behøvede holde sig til historierne i EU, der ikke er den Europæiske Union i Star Wars-sammenhæng, men derimod Expanded Universe.

Det sidste var især domineret af den enorme mængde af bøger og tegneserier, der var udkommet siden den førstproducerede film havde premiere i 1977. Nu, hvor George Lucas ikke selv var til stede til at holde styr på alle trådene, satte man i stedet et hold af unge Lucasfilm-medarbejdere, der havde haft særlig tilknytning til Star Wars, til at styre retningen.

LSG, Lucasfilm Story Group, består blandt andet af Leland Chee, der allerede var ansvarlig for ’The Holocron’, den kæmpe database, hvor alle figurer, begreber, genstande og verdener, der nogensinde har været introduceret i Star Wars er registreret. Den består også af Pablo Hidalgo, der har medvirket til at sætte Star Wars-elementer i univers-kontekst siden han var med til at skrive en håndbog for game masters i Star Wars-rollespil.

Men den bestod også af Kiri Hart. Uha – en KVINDE! Kiri Hart har været producer i Hollywood i årevis og har har arbejdet tæt sammen med Kathleen Kennedy, som Lucas bad om at overtage Lucasfilm efter hans exit. Kennedy har produceret film med Lucas og hans gode ven Steven Spielberg siden ’Raiders of the Lost Ark’ i starten af firserne, og er en af Hollywoods stærkeste producere og studie-chefer. Hun var et oplagt valg.

Men allerede, da hun blev ansat, begyndte visse mandlige fans at antyde, at det ikke ville blive godt med en kvinde ved roret. Kennedys indflydelse gjorde sig gældende med det samme i forhold til at få flere kvinder ind i Star Wars-universet.

Der er f.eks ingen kvindelige stormtropper, imperie-officerer eller piloter (på begge sider af konflikten) i den oprindelige trilogi. Der begyndte så småt at dukke kvindelige piloter og officerer op i Prequel-trilogien, men det var langt fra en reflektion af, hvor mange kvindelige fans serien har, eller kønsfordelingen i befolkningen generelt.

Med Prinsesse Leia-karakteren gav Lucas piger over hele verden en badass-heltinde at identificere sig med, hvilket de aldrig rigtig havde kunnet i Hollywood-film før. På samme måde var Dronning Padmé Amidala en stærk kvindefigur i Prequel-trilogien, men i begge tilfælde stod de i skyggen af en mandlig hovedrolle-indehaver, der hed Skywalker til efternavn.

Da ’The Force Awakens’ kom ud med en noget mere ligelig kønsfordeling, og det viste sig at den nye trilogi primært skulle handle om en ung kvinde, blev der mukket lidt i fanhjørnerne. Men hey, Han Solo og Chewbacca var tilbage, og så var det vel godt nok. Den store ballade dukkede først op med ’The Last Jedi’.

Rian Johnson havde truffet et kontroversielt valg. Luke Skywalker var blevet en bitter, gammel mand, der havde gemt sig væk på en ø et sted, hvor ingen kunne finde ham.

Han havde droppet The Force og prøvede nu bare at passe på Jedi-riddernes gamle bøger, indtil han var klar til at kradse af. Det havde visse fans det meget svært med.

De ville gerne have set Luke Skywalker springe omkring og sparke røv på the First Order og sin nevø, Kylo Ren. Også selv om Mark Hamill var lige så gammel under indspilningerne af ’The Last Jedi’, som Alec Guiness var, da han i 1976 stillede sig op foran kameraerne som Obi-Wan Kenobi.

Fans var skuffede over, at den mystiske, åndelige leder af The First Order, Snoke, bare blev aflivet to tredjedele inde i filmen, uden at vi nogensinde fandt ud af hvem han var, og hvor han kom fra.

Til trods for, at der er tradition for, at en stor mængde baggrundsinformationer bliver sluppet ud senere i serien, eller i bøger eller tegneserier.

Hvis du kun har set Episode IV på film, ved du ikke, hvad Luke’s hjemplanet hedder. Ordet ’Tattoine’ dukker overhovedet ikke op. Det skulle man læse tegneserien eller bog-udgaven for at finde ud af. George Lucas startede helt forsætligt traditionen med at lade en del være op til folks egen nysgerrighed og research.

Star Wars er i høj grad baseret på de gamle ’Flash Gordon’-serier, han så, da han barn. Hvorvidt det enten var på tv eller som forfilm i biograferne, var det langt fra altid, at han havde nået at fange afsnittet før, og pludselig var der referencer til steder, personer og begivenheder, han ikke havde hørt om.

Så måtte han igang med at læse op på det. Det var den fornemmelse, Lucas gerne ville genskabe (Det forklarer i øvrigt også den lettere teatralske og endimensionelle skuespil-stil, han forsøgte at få frem). Så det er faktisk helt i Lucas’ ånd at lade Snoke være et mysterium, vi først får svaret på senere.

Og sådan var der en masse kritikpunkter (og påståede plothuller), som visse fans påpegede i ’The Last Jedi’, men som vil nærmere eftersyn ikke havde noget på sig. Et fantastisk eksempel var de bomber, der bliver ”smidt” i begyndelsen af ’The Last Jedi’.

Kritikere brokkede sig over, at det var urealistisk, at bomber kunne falde i vægtløs tilstand. Skidt med, at vi allerede så bomber blive kastet nedad ude i rummet i ’The Empire Strikes Back’, og at man ved nærmere eftersyn kan se, at bomberne ikke falder, de flyder.

I to guidebøger til ’The Last Jedi’ kan man også læse, at bomberne skubbes i en bestemt retning og derefter flyder hen mod deres mål, netop på grund af vægtløsheden. Disse fans synes også at glemme, at store brandeksplosioner og lyd heller ikke kan finde eksistere i ude i rummet.

Der er et svar på de fleste fans’ kritik. Når de blev gået på klingen viste det sig dog, at det var noget helt andet, disse fans reagerede på. Under pres begyndte de at brokke sig over at Rey var den centrale figur, men især Kelly Marie Tran, der spiller Rose, og John Boyega, der spiller Finn, fik også hårde ord med på vejen.

En anden figur, der fik kritik var Admiral Holdo, spillet af Laura Dern. Sjovt nok havde disse fans ingen problemer med karakteren Poe, spillet af Oscar Isaac, eller Kylo Ren, spillet af Adam Driver. De er begge hvide mænd. Modsat de tre andre, der enten er kvinder, tilhører en etnisk minoritet eller begge dele.

Da ’Solo’ så kom ud for lidt over en måned siden, og leverede det første, store biograf-flop i Star Wars-serien nogensinde, var disse fans der med det samme.

På sociale medier begyndte det at flyve med ondskabsfulde kommentarer, men disse handlede sjovt nok ikke om ’Solo’. De handlede stadig om ’The Last Jedi’. Kelly Marie Tran fik så meget chikane på sin Instagram-profil, at hun måtte lukke den. Der blev kastet racisitiske kommentarer efter både hende og John Boyega.

Størstedelen af fans – ført an af de kvindelige fans, besluttede sig for at gengælde hadet med kærlighed, og der blev sat positive kampagner igang, mens sexistiske og racistiske kommentarer blev mødt med modstand.

Når man tager i betragtning, at ’The Last Jedi’ hentede 1,4 mia. dollar ind ved billetlugen og har CinemaScore-karakteren A (som svarer til et 10-tal på den danske karakter-skala), er det næppe fordi, der er en stor majoritet af fans, der hader filmen (sådan som de sure fans påstår).

Der var en del ballade om at ’The Last Jedi’ havde en halvvissen score på Rotten Tomatoes, men denne publikums-score kan både manipuleres og er ikke særlig videnskabelig. CinemaScore-karakteren bliver lavet som en exit poll lige efter folk har set filmen og benytter sig af et tilfældigt valgt befolkningsudsnit, sådan som man skal, hvis undersøgelsen skal være troværdig.

’The Last Jedi’ er samtidigt formentlig den bedst anmeldte Star Wars-film nogensinde, inklusive den første film fra 1977. Derfor kan det ikke overraske, at Rian Johnson fik Saturn-prisen for bedste manuskript som nævnt indledningsvis. Folk, der ikke laver andet end at se film og tænke over dem, synes filmen er fremragende. Størstedelen af publikum var glade.

Men den der lille gruppe af fans bliver ved med at slå sig i tøjret. Og med adgang til sociale medier, podcasts med mere, kan de pludselig få rigtig meget opmærksomhed.

Således er vi nået frem til de to største absurditeter indtil videre i hele balladen. De sure fans har nu dels lavet en uafhængigheds-erklæring, der kræver Star Wars-universet fravristet fra Disney og Lucasfilm. Dels prøver de nu at samle penge ind til at få genindspillet ’The Last Jedi’.

Jep, du læste rigtigt. De vil simpelthen både crowdfunde og crowdsource en ny udgave af ’The Last Jedi’, der passer bedre ind i deres kram. Pengene skal komme fra fans, og det skal historien også. De påstår, de har samlet mere end 400 millioner dollar ind til projektet. Men folk har ikke afleveret kreditkort-informationer til arrangørerne endnu, men blot sendt e-mails med det beløb, de måske gerne vil give. Og tallet kan være fuldkommen fiktivt.

Da projektet blev annonceret, sendte Rian Johnson en tweet, hvor han TRYGLEDE dem om at gennemføre projektet. Han har også siden indikeret, at han tror, det er en spøg, der kommer til at dukke op i den næsten sæson af Comedy Central-serien ’Nathan For You’. På nuværende tidspunkt må jeg være på Johnsons side og sige: Jeg gad godt se den udgave. Det kan ikke blive andet end morsomt.

Jeg elsker ’The Last Jedi’. Og jeg er 100% overbevist om at den største årsag til at ’Solo’ floppede, var fordi der var gået mindre end et halvt år siden, den sidste, store Star Wars-film havde været i biografen. Jeg har naturligvis set ’Solo’ adskillige gang i biografen, men jeg kan sagtens forstå, hvis mere afslappede Star Wars-fans ikke lige kaster sig ind i biografkøen, når de lige har været i kløerne på ’The Last Jedi’.

Angiveligt var det Disney, der krævede, at Lucasfilm overholdt den oprindelige premieredato i maj, selvom Lucasfilm egentlig hellere ville have sendt filmen ud til jul. Jeg er ret sikker på, at den havde været en meget større succes, hvis den var ladet i december. Det har ikke en dyt med ’The Last Jedi’ at gøre.

Det vigtigste at lære fra alt det her handler om fan-begrebet. Fans har, som jeg nævnte indledningsvis, i høj grad taget ejerskab af Star Wars-universet, ligesom de har af Harry Potter-universet. Men den slags ejerskab har altid en grænse.

Det kræver noget af et ego at være superfan af noget, man selv har skabt. Lige meget, hvad enten man er fan af et fodboldhold eller en filmserie, så er der nogle andre, der skaber det, man er fan af. Det er en del af fan-dynamikken, at fans kun får del-ejerskab, og at der er nogle andre, der leder vejen frem. Bare fordi, du lærer at spille guitar som dit største musikidol, giver det dig ikke ret til at bestemme over, hvad hun eller han skal skrive i sine sange eller spille på sin guitar.

Derfor er det møgirriterende, at de sure fans ødelægger stemningen for os andre. Recordere-læsere af fans af mange ting, så på baggrund af ovenstående skal der hermed lyde en opfordring: Hvis du ikke bryder dig om retningen i en tv-serie eller et fiktivt univers…så lade være med at interagere med det. Der er jo ingen, der tvinger de her fans til at se de nye film. De kan jo bare lade være?

At ødelægge tingene for alle de andre, blot fordi man ikke får sin vilje, er ikke bare barnligt. Det er også noget af det mindst Star Wars-agtige, man kan foretage sig.

Som Yoda siger, så leder vrede til had og had leder til den mørke side af The Force. Hele ’The Last Jedi’ handler om at begrave fortiden og acceptere sin nutidige skæbne.

Men der er tydeligvis nogen, der ikke har hørt efter i timen.

 

Annonce