Forside * Tests

TEST: Wave2 powerline – Wi-Fi extender med powerline

-

Denne gang har jeg fået fat i noget så sjældent, som et dansk udviklet produkt! En Wi-Fi MESH router med PLA backhaul fra danske DKT.

De PLA produkter jeg hidtil har testet er baseret på HomePlug standarden, hvor DKT’s Wave2 PLC er baseret på ITU’s G.hn standard, så det giver mulighed for at kigge på forskellen mellem de to konkurrerende teknologier.

Annonce:

 

Først vil jeg lige benytte lejligheden til at rose DKT for deres returpolitik. Normalt har man 14 dages returret ved internetkøb, men DKT har udvidet denne ret til 30 dage, og de skriver eksplicit at returretten gælder selv om man har taget produktet i brug! Ikke nok med det, så inkluderer DKT en returslip i pakken så man skal ikke engang betale portoen for at returnere produktet.

Dejligt med en virksomhed som tror på sit eget produkt!

Jeg har købt et sæt med tre enheder, og jeg placerer dem i mit sædvanlige setup, så jeg kan sammenligne performance direkte med alle de andre enheder jeg har testet gennem tiderne.

jeg købte ved samme lejlighed DKT’s almindelige Wi-Fi extendere med Wi-Fi backhaul, men de bliver først testet i en senere artikel.

 

Hardwaren

Enhederne føles tunge og ‘lækre’. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at finde skruetrækkeren frem og blev belønnet med et kig ind i et innovativt og modulært design. Se videoen nederst i artiklen.

 

Installation

Installationen gik forholdsvist gnidningsfrit. Jeg ramte dog en problemstilling med at den medfølgende app ikke kunne forbinde til enhederne.

Dette viste sig at skyldes en konflikt med min Unifi controller som er “discoverable” på mit lokalnetværk.

Da jeg lukkede Unifi controlleren ned virkede det fint. Jeg tror den problemstilling er sjældent forekommende, men jeg synes at appen burde tjekke om den har fat i den rette enhed.

Noget tyder på at den ukritisk vælger den første, den bedste IP adresse den finder. DKT kunne f.eks. tjekke på OUI om det er i deres eget range.

 

 

Den eneste information brugeren bedes om under installationen er det ønskede SSID og WPA nøglen.

Installation af de følgende enheder er fantastisk simpel: Tænd ny enhed -> Tryk på knappen på den gamle enhed -> tryk på knappen på den nye enhed -> DONE.

Selv min mor ville kunne finde ud af det!

 

App’en

Man kontrollerer Wave2 enhederne med en app (DKTHomeMesh) og her er der virkelig grund til at rose DKT.

App’en er veldesignet og rimelig intuitiv at betjene, og som noget meget sjældent er der adgang til ‘per-klient’ stats: Man kan se Rx og Tx hastighed, RSSI, Packets per tilsluttet klient og uptime.

 

 

Det er lige præcis den slags information man har brug for når der skal fejlsøges på et Wi-Fi problem.

Dette er absolut den bedste app jeg nogensinde har mødt når vi snakker brugbarhed. Skulle den være endnu bedre ville jeg gerne se fejlcounters og mulighed for graphing af data så man kan se hvordan de udvikler sig over tid.

 

Powerline (G.HN vs HOMEPLUG)

Som sagt er DKT Wave2 Powerline baseret på ITU G.hn, så jeg var selvfølgelig interesseret i at se en direkte sammenligning mellem denne standard og så Homeplug som er den mest udbredte standard. Jeg har derfor kørt den igennem mit powerline testsetup (beskrevet her).

 

 

Her kan vi se (sort linje) at ydelsen på powerline laget er en smule lavere end for de to homeplug-baserede enheder jeg tidligere har testet. Forskellen er dog næppe mærkbar i praksis.

Jeg har ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig stort datamateriale til at konkludere om den lavere ydelse skyldes selve teknologien G.hn eller om det er den pågældende implementering fra DKT.

Det kan godt være at hastigheden er marginalt lavere, men til gengæld er linket mere robust når jeg introducerer en støjkilde på kablet (min døds-LED fra Harald Nyborg): Hastigheden dropper med omkring 25%, men latenstiden for linket forbliver konstant omkring 1,8 ms. For de to homeplug enheder jeg testede blev latenstiden 2-3 gange højere med LED pæren tændt.

 

Strømforbruget er OK

Strømforbruget er 6-7 Watt afhængig af om enheden overfører data. Dette er nogenlubnde sammenligneligt med D-Link og Netgear PLA enhederne jeg allerede har testet.

 

Wi-Fi performance

Indtil videre har jeg stort set kun haft rosende ord, men når vi kigger på den praktiske performance, så kommer der en smule malurt i bægeret.

Grundlæggende er performance acceptabel. Der er ikke nogen testcases hvor Wave2 enhederne decideret falder igennem, men sammenlignet med produkter i samme prisklasse så ville jeg forvente omkring 25% bedre hastighed på specielt de svære testcases.

 

 

Det er vigtigt at præcisere, at svære testcases er for powerline produkter begrænset af performance på powerline delen, så denne kritik er nok mere generel for produkter der benytter powerline teknologi, sammenlignet med produkter der benytter Wi-Fi som backhaul.

 

Daglig brug

Jeg har som en del af testen benyttet Wave2 powerline som mit primære Wi-Fi i en periode på 2-3 uger og i den forbindelse har jeg ikke oplevet nogen form for ustabilitet overhovedet.

 

Konklusion

På en skala fra 1-10 vil jeg samlet give den en solid 7’er. Det der trækker ned er hastigheden som burde være højere, men det som trækker op er for det første den rigtig fine stabilitet og dernæst den meget velfungerende app til betjening.

Ønsker du et produkt med powerline backhaul og vil du have noget der bare virker i hverdagen, så er DKT’s Wave2 Powerline bestemt en overvejelse værd. Og med deres fine returret så risikerer du jo intet!

 

 

Nørd’o’teket

Denne artikelserie bringes i samarbejde med Nørd’o’teket, hvor du kan læse supernørden Steen Garbers Enevoldsen’s tanker om meget af den teknik du møder i hverdagen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.