Forside Nyheder

Klumme: Derfor vil jeg kun vil købe de billigeste tv-modeller fremover

-

I denne klumme fortæller skribenten om sine oplevelser ved at købe et nyt tv, og hvordan en uheldig skade ændrede hele hans opfattelse af fladskærme som produktkategori til det værre.

Det følgende er det, man her i USA, hvor jeg bor, kalder for en ”sob story”. En klynkehistorie.

Det er historien om min oplevelse med at købe et nyt tv. Det er som regel en glad oplevelse, hvis man er Recordere-læser.

Men min oplevelse har udmøntet sig i noget helt andet, nemlig at jeg nu synes at fladskærme er en af de mest tåbelige produktkategorier i forbrugerelektronik-butikkerne. At hele forretningsmodellen bag dem er til ulempe for forbrugeren. Og at jeg aldrig igen kommer til at bruge flere penge på et tv, end jeg kan tåle at smide ud af vinduet.

Det hele startede med de samme tv-udfordringer, jeg brokkede mig over i denne klumme.

Jeg havde købt mig et Sony X75-XBR900 som en demomodel, men det havde en underlig fejl, hvor det blev ved med at gå sort i et par sekunder, og det måtte tilbage til butikken.

Jeg syntes egentlig også, 75 tommer var lige i overkanten til min stue, da først tv’et indtog sin plads på tv-bænken. Så jeg byttede det for 2018-modellen i 65 tommer, hvilket samtidig gav mig muligheden for Dolby Vision, takket være den indbyggede X1 Extreme-chip.

Jeg fik tv’et hjem og satte det op på min tv-bænk. Sidstnævnte er fra IKEA, og har en feature, jeg ikke er sikker på at man kan købe i danske IKEA-butikker (jeg kunne i hvert fald ikke finde den på IKEAs danske hjemmeside). Der er simpelthen indbygget en slags stålkabelbakke, der stikker op fra møblet og som er stærk nok til at kunne holde tv’et med et VESA-agtigt beslag.

Når man presser bænken helt op ad væggen, ser det derfor ud som om, tv’et er hængt op på væggen og blot har en kabelbakke, der går ned til bænken. Tv-bænken har også en glasplade på toppen. Det er en detalje, der får betydning senere.

Til at starte med stod tv’et bare med foden på bænken. Jeg tænkte dog, at jeg godt kunne tænke mig at få det lidt op i højden, så jeg ville prøve at smide det op på bænkens førnævnte kabelbakke-ophæng.

Modsat 75-tommeren har jeg vingefang nok i mine arme til at håndtere 65-tommeren selv, og især fordi dagens LED-skærme ikke vejer ret meget. Jeg havde allerede selv bakset tv’et op ad mine trapper og placeret det forskellige steder i mit hjem, inden jeg satte det på tv-bænken. Så det burde ikke være noget problem.

Men det var det.

Med hvad, der skulle vise sig at være overmod, tog jeg fat i tv’et på den brede led og løftede det ned fra bænken, så jeg kunne skrue holder-beslaget på bagsiden.

Det var da, jeg mistede balancen i et splitsekund og bankede knæet ind i tv-bænken og i endnu et splitsekund gav slip på tv’et. Jeg fik dog fat i det igen, før det ramte gulvet. Men ikke før, selve skærmen havde fået kontakt med den førnævnte glasplade, der trak to lange ridser i skærmen. Jeg satte hurtigt skærmen på bænken igen for at inspicere skaderne.

De der to lange ridser var tydeligvis dybe. Da jeg tændte for skærmen, kom der hvidt lys fra bagbelysningen ud fra den ene af dem. Glaspladen havde altså penetreret selve panelet. Ridserne var omkring 20 centimeter lange og altså store og dybe nok til at gøre panelet ubrugeligt på daglig basis. Fuck!

Fuckfuckfuckfuckfuckfuck! Højlydte eder og forbandelser fløj igennem luften i min lejlighed, selv om jeg var ganske alene.

Jeg begyndte at løbe forskellige scenarier igennem i mit hovede. Jeg havde med vilje ikke købt forhandlerens ekstrasikring, fordi jeg vidste, at den ikke dækkede uheld som dette.

Det havde de nemlig tilfældigvis fortalt mig, da jeg og en kammerat havde båret den første deltager i dette tv-cirkus, 75-tommeren fra før, tilbage til butikken. Men det udelukkede altså også muligheden for f.eks. at ”komme til” at hælde vand i tv’et, som underligt nok ER dækket af denne forsikring.

Jeg overvejede også, om jeg kunne sige et eller andet med, at tv’et så sådan ud, da det kom ud af kassen. Men den i øvrigt meget venlige ekspedient i butikken havde inspiceret skærmen sammen med mig, inden jeg tog det med hjem, så det ville være en lidt for åbenlys løgn – selv, hvis jeg kørte til en anden afdeling af butikskæden.

De ville helt sikkert ringe til den anden butik og tjekke – hvis det ikke stod som en note i deres varesystem allerede. Derudover hader jeg at lyve og er virkelig dårlig til det.

Jeg prøvede min egen indboforsikring, som jeg aldrig har brugt til noget som helst og i virkeligheden bare er en billig police, jeg har i tilfælde af vandskade eller lignende. Jeg lagde en skadesanmeldelse ind og beskrev ganske ærligt, hvad der var sket.

Det skulle jeg naturligvis ikke have gjort, for det viser sig, at min police kun dækker 12 bestemte typer skader. Jeg kunne have sat ild til mit tv, hældt cola ud over det eller gravet det ned i sand, og forsikringen ville have dækket.

Men klodsethed dækkede forsikringen ikke. Jeg kunne næsten høre på damen, der ringede fra forsikringsselskabet, at hun syntes jeg var en total idiot for ikke at have løjet om, hvad der reelt var sket.

Men selv, hvis forsikringen havde dækket, ville jeg kun have fået nogle af pengene tilbage. I min police er der en selvrisiko på 500 dollar, eller cirka 3.200 kroner. Mit tv havde kostet lige over 1.700 dollar, eller cirka 11.000 kroner. Men det havde været bedre end ingenting. Uanset hvad kunne det sikkert dække, hvad det ville koste at få tv’et repareret, tænkte jeg.

Med det næste, der skete, begyndte jeg at føle, at universet var ude på at genere mig personligt. Jeg har et medlemsskabskreditkort, der er tilknyttet kæden Best Buy, hvor jeg havde købt tv’et. Det giver mig mulighed for at købe sådan et tv og betale det af over op til 24 måneder uden at betale noget som helst i renter. Det havde jeg benyttet mig af i dette tilfælde.

Normalt ville jeg have købt sådan en var på mit American Express-kort, der har en købforsikring på, der nærmest dækker ALT.

De er ret flinke og medgørlige nede i min lokale Best Buy, så jeg besluttede mig for at prøve et sidste desperat forsøg på at redde situationen. Jeg ville alligevel skulle ned i butikken med tv’et for at sende det til reparation, så hvis den sidste redningsplanke ikke virkede, var turen ikke forgæves. Jeg gik ned og spurgte i kundeservice, om det var muligt at returnere tv’et og købe det med det samme igen på mit American Express-kort. Så kunne jeg vente et par dage og anmelde skaden der.

Kundeservice-medarbejderen var meget ærlig. Han var allerede lidt på kanten af fyring, fordi han havde dummet sig ved at tage et andet tv retur uden at tjekke det, som viste sig at være blevet skadet af brugeren. Men, som han sagde, han ville lige få sin chef til at kigge på det. Chefen kom over og var lige så venlig og sagde, at det kunne vi nok godt finde ud af. Han gav kundeservice-fyren nogle instrukser og gik. For første gang så situationen ud til at lysne.

Men da den rare kundeservice-fætter kom tilstrækkeligt langt ind i returneringsprocessen, spurgte han: ”Var det en demo-model, du købte?”. Det svarede jeg ja til, eftersom både det første 75-tommers tv, jeg købte og den 65-tommer, jeg byttede det til, var demo-modeller. ”Så tror jeg ikke, det kan lade sig gøre”, sagde mr. kundeservice med tydelig medfølelse og skuffelse.

Det viser sig, at demo-modeller fungerer anderledes i Best Buys system. Ikke fordi, man ikke kan returnere demo-modeller på samme vilkår som nye modeller. Men fordi, de bliver oprettet som nye sager i systemet, når de returneres. Og det gjorde det umuligt at købe ”det samme” tv igen på et andet kreditkort.

Kundeservice-manden greb telefonen og ringede til chefen, der lovede at undersøge, om denne funktion kunne sættes ud af spillet på en eller anden måde. Efter fem minutter ringede han tilbage til kundeservice-disken og sagde, at det var umuligt.

Nå, men heldigvis var reparations-disken lige ved siden af. Så jeg gik tre meter længere hen og forklarede situationen til fyren bag disken. ”Vi reparerer slet ikke tv’er, der er skadet på skærmen”, sagde han. Og det var her, jeg fik motivation til at skrive denne klumme.

Det viser sig, at USAs største forhandler af forbrugerelektronik ikke reparerer fladskærme, hvor selve skærmen er skadet på nogen måde. Til trods for at netop skærme er måske deres største varekategori, når det gælder salg – eller i hvert fald en af de største årsager til at folk kommer ind gennem døren. Hvis der er noget galt med elektronikken eller softwaren i tv’et, er det ikke noget problem. Men hvis selve panelet er i stykker, kan du godt glemme det.

De forklarede årsagen, som jeg jo egentlig godt kendte, men ikke rigtig havde tænkt så meget over, før jeg stod i situationen: Det er stort set lige så dyrt at få repareret tv’et, som at købe et nyt, fordi panelet er den dyreste komponent. Men lige meget hvor meget, du insisterer på selv at betale, vil Best Buy ikke engang tage tv’et ind til reparation, hvis panelet er skadet.

Jeg blev opfordret til at tjekke med en uafhængig reparatør. Der ligger én tæt på, hvor jeg bor, som havde adskillige, mere end fremragende anmeldelser på nettet. Så jeg smuttede ned forbi den lille reparationsbiks, der i god, amerikansk stil naturligvis hedder ’Johnny’s TV Repair’…også selvom ham, der kører biksen ikke hedder Johnny.

Han sagde det samme som folkene hos Best Buy, men han greb dog alligevel lige telefonen for at tjekke, hvad et panel til mit tv ville koste som reservedel. Svaret var 1.800 dollar. Jeg havde givet 1.700 dollar for tv’et. Det var sat ned fra 2.100 dollar.

Jeg var lamslået. Jeg vidste godt, at panelet var den dyreste komponent, og vidste også godt, at det i de fleste tilfælde bedre kan betale sig at købe et nyt tv, hvis panelet bliver beskadiget. Jeg er også godt klar over, at det er dyrere at købe et nyt panel som reservedel end hvad det koster for Sony at bygge et fjernsyn op omkring det.

Men at panelet alligevel er SÅ stor en del af prisen for et tv i den kvalitetsmæssigt øvre mellemklasse, chokerede mig. Ved ikke at købe et tv i den helt billige ende havde jeg egentlig regnet med at få et tv, som det godt kunne betale sig at reparere, hvis det skulle gå galt. Det fik mig til at tænke på, hvor bizar en produktkategori, LED-tv i virkeligheden er.

Prøv at tænke over det. Hvor mange produktkategorier indenfor forbrugerelektronik kender du, hvor den dyreste komponent samtidig er den, der har størst risiko for at blive skadet?

Nyere tv-modeller er jo nærmest ikke andet end skærm, så den overflade, der er eksponeret for uheld udgør det meste af produktet, eller i hvert fald halvdelen, hvis man tager bagsiden med i betragtning. Fordi der er så meget skrøbelig overflade eksponeret på et tv, er chancen for et uheld større end på f.eks. en laptop, hvor der er fire flader og kun en af dem er skærm. Et tv står eller hænger som regel også steder, hvor mennesker færdes, og chancen for at der ryger et kosteskaft eller et stykke legetøj igennem panelet er større.

Det nærmeste, der kan sammenlignes er vel en smartphone. Men overvej lige, hvor meget, vi gør for at beskytte skærmen på dem med covers og skærmbeskytter-plastik? Og tænk på den industri, der er opstået med netop at skifte skærmen ud på en smartphone? Og at man faktisk godt kan leve med en revne i skærmen indtil man alligevel skal skifte til en ny model? Og at man sjældent giver lige så mange penge for en smartphone som for et godt tv?

Selv, hvis din forsikring dækker købet af et nyt tv, hvis du får ødelagt panelet på det gamle, er det alligevel en tanke værd, at et moderne LED-tv simpelthen er lige til at smide ud, hvis panelet får en ridse. Jeg kan ikke komme i tanke om en type forbrugerelektronik, der har samme risiko for at blive udsat for uheld og samtidig bliver totalskadet så let, hvis uheldet netop er ude. I hvert fald ikke i den samme priskategori.

Reelt set har jeg smidt 11.000 kroner ud af vinduet, og det er ikke noget, jeg ligefrem har råd til. Og ja, jeg er godt klar over, at jeg burde kende sagens rette sammenhæng efter at have været teknologijournalist i over 20 år. Og var det ikke fordi, jeg havde besluttet mig for at købe et tv i den øvre mellemklasse, havde det ikke været noget problem. Hvis jeg havde givet 5-6.000 kroner for fjernsynet kunne jeg måske bedre trække på skuldrene, selvom det naturligvis også er mange penge. Men til 11.000 kroner – og en nypris, der er langt højere – forventer jeg egentlig, at det, jeg køber, kan repareres.

Jeg er også fuldt ud klar over, at det var dumt af mig at forsøge at bakse rundt med tv’et selv. Men på den anden side har jeg gjort det før, og har aldrig haft problemer, med tungere modeller. Jeg var bare uheldig. Jeg er således ikke helt sikker på, at jeg har lært en lektie om altid at ringe til en kammerat for at få hjælp til at flytte mit tv, så længe jeg er single og ikke bor sammen med en bedre halvdel. Hvis jeg har lært en lektie er den nok snarere, at jeg aldrig igen kommer til at købe et tv, jeg ikke kan tåle at miste efter blot få dage.

Jeg kommer nok aldrig til at bruge så mange penge på et tv igen – og det er endda ikke ret mange penge i forhold til f.eks. et OLED-tv eller en dyrere model. Men jeg gider simpelthen ikke løbe risikoen. Jeg lever ikke et liv, hvor jeg har overskud til hele tiden at skulle passe på mit tv, som om det var lavet af æggeskaller. Jeg flytter rundt på møblerne fra tid til anden. Jeg eksperimenterer med lydanlæg og kobler nye ting til mit tv hele tiden. Det får aldrig lov at stå uberørt ret længe ad gangen eller blot hænge på væggen uden at blive rykket i. Så min lektie er desværre dels altid at købe tv på et kreditkort med forsikring, men altså også at lade være med at købe et halvdyrt tv igen.

Kan det virkeligt være rigtigt, at det skal være sådan? Kunne man ikke forestille sig, at holdbarhed og modstandsdygtighed rent faktisk også var en konkurrenceparameter på fjernsyn, sådan som det er på smartphones? Det er jeg overbevist om, at en del børnefamilier ville sætte pris på.

Jo flere oplevelser af denne slags, folk får, jo mindre bliver lysten til at gøre en langtids-investering i et dyrt tv. Er det virkelig i tv-producenternes interesse?

 

Annonce