Forside Baggrund

Slut med piratbreve: Advokater afskæres for direkte adgang til telekunder

-
Foto: Shutterstock.com

Teleselskaberne slipper for at udlevere persondata, til advokater der henvender sig med en IP-adresse i hånden.

Det er formentlig slut med advokatbreve om formodet piratseening, efter at advokaterne nu endeligt er afskåret for direkte at hente adresseoplysninger hos teleselskaberne.

Tidligere kunne advokatfirmaer henvende sig til et teleselskab med en eller flere IP-adresser, og få oplyst hvilken kunde hos teleselskabet der havde benyttet den IP på et givent tidspunkt.

Dette sammenholdt med oplysninger fra en rettighedshaver, om hvornår en given film eller tv-serie var set/hentet ulovligt, resulterede i de omtalte piratbreve hvor abonnenten på en internetforbindelse blev opkrævet erstatning for det angivne misbrug.

Forbrugerombudsmanden modtog tilbage i 2016 flere klager over denne form for advokatbreve, fra forbrugere der ikke mente de havde foretaget nogen pirat-seening eller -download.

 

Teleselskaber gik rettens vej

Flere teleselskaber valgte at gå rettens vej, for at få afprøvet om praksis med udlevering af personoplysninger på deres kunder nu også ‘holdt i retten’.

Første afgørelse i byretten faldt i oktober 2017 og den vandt advokaterne.

Teleselskaberne ankede afgørelsen til landsretten, og i maj måned i år kom afgørelsen: Landsretten gav teleselskaberne ret i at de ikke er forpligtet til at udlevere personoplysninger når et advokatfirma henvender sig direkte som her.

Advokatfirmaet Njord bad procesbevillingsnævnet afgøre om sagen var af en særligt principiel karakter, så den kunne tages videre til Højesteret.

 

Sagen kommer ikke for Højesteret

Det har procesbevillingsnævnet nu afvist, og dermed er sagen lukket. Afgørelsen fra landsretten står ved magt, og teleselskaberne skal ikke udlevere personoplysninger som tidligere.

“Danskerne er nu sikret, at deres teleselskab ikke kan pålægges at skulle udlevere deres persondata, der er gemt på baggrund af logningsbekendtgørelsen, til private virksomheder”, fortæller Telenors juridiske direktør, Mette Eistrøm Krüger, til Berlingske og fortsætter:

“Både personligt og på vegne af vores kunder er jeg rigtigt glad for, at vi har fået sat en streg under landsrettens afgørelse, og vi får nu endnu en gang slået fast, at logningsdata kun bør udleveres til politiet til bekæmpelse af grov kriminalitet”.

 

Teleselskaber: Vi er imod pirater

Det var teleselskaberne Telia og Telenor der bragte sagen for retten.

De understreger overfor Berlingske at de er imod pirater, og aktivt samarbejder med Rettighedsalliancen.

Men de ønskede ikke at være en del af et system hvor de var tvunget til at udlevere personoplysninger, på et løst grundlag hvor uskyldige kunne komme i klemme.

Det skønnes at teleselskaberne har udleveret personoplysninger om 200.000 kunder, i tiden frem til landsretten satte en stopper for den praksis.

 

Annonce