Forside Indhold og distribution Film

Ny indsats skal flytte brugere fra ulovlige til lovlige hjemmesider

-
På hjemmesiden sharewithcare.dk kan du læse mere (ill. recordere.dk)

Indflydelsen fra ulovlige hjemmesider bliver mere og mere markant og påvirker det lovlige marked for kulturprodukter. En ny kampagneindsats fra Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri vil begrænse det ulovlige forbrug ved at stoppe brugerne på vej til ulovlige hjemmesider og guide dem til at finde indhold lovligt.

Danskernes besøg på ulovlige hjemmesider er steget eksplosivt. På bare ét år er antallet af besøg steget med 67 % – fra 356 millioner besøg i 2016 til 596 millioner besøg i 2017, viser tal fra RettighedsAlliancen.

Udviklingen har fået Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri til at gå sammen om en ny kampagneindsats, der skal flytte brugere fra ulovlige hjemmesider til lovlige. Ikke alene for kunsternes skyld, men også for brugerne af internettet. Kriminelle bruger nemlig i stigende omfang film, serier osv. som lokkemad for at trække trafik til deres hjemmesider, og dermed er det også blevet mere risikofyldt for brugerne at færdes på ulovlige sider.

Kampagnen Share With Care gør det nemmere for forbrugerne at finde film, serier, musik, litteratur og møbler lovligt på nettet. Det skal få flere til at vælge det lovlige indhold frem for det ulovlige. Som en del af den nye kampagne vil besøgende på ulovlige hjemmesider blive mødt af et skilt, der guider dem hen til en lovlig udgave af det indhold, de ledte efter. Man kan også møde kampagnen på www.sharewithcare.dk og andre digitale platforme.

Lanceringen af kampagnen markeres den 9. oktober 2018 med en konference i Dansk Industri, som gør status over omfanget af piratkopiering og en række danske og europæiske tiltag for at fremme et lovligt internet.

”Problemet med download og streaming af ulovligt indhold er ikke et, vi kan løse hver for sig. Der er behov for en samlet indsats på tværs af brancher. Derfor er jeg rigtig glad for, at Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri står skulder ved skulder med den fælles kampagne Share With Care.”, fortæller kulturminister Mette Bock i en pressemeddelse.

Det er en holdning som direktør for RettighedsAlliancen Maria Fredenslund er enig i.

”Der er mange gode grunde til at sætte ind over for det ulovlige marked. Ikke mindst skal vi passe på kunstnernes rettigheder, for at sikre det de lever af. Vi ved, at den tilgang, som Share With Care står for, virker effektivt og stopper mindst 75 pct. af trafikken til hjemmesider, der står bag distribution af ulovlige produkter. Det er målet med Share With Care, at vi gennem promoveringen af de lovlige tjenester ikke alene stopper trafikken til ulovlige sider, men også flytter dem hen til de lovlige tjenester. I dag findes der nemlig massevis af lovlige tjenester og produkter, som tilbyder de oplevelser, som brugerne er på jagt efter.”, skriver Maria Fredenslund.

Teleindustrien bakker også op

”Fra telebranchens side støtter vi op om at hjælpe vores kunder i retning af de lovlige tjenester. Vi tror ikke på, at løftede pegefingre eller trusler om sagsanlæg virker. Teleselskabernes rolle er derfor på den ene side at guide vores brugere til lovligt indhold, mens vi på den anden side står vagt om at sikre, at blokeringer sker på et klart juridisk grundlag. Med Share With Care kampagnen har vi fundet en god og balanceret vej baseret på samarbejde mellem de vigtigste aktører på området.”, siger Direktør i Teleindustrien, Jakob Willer

Om Share With Care

Share With Care er en fælles kampagne, som RettighedsAlliancen, Kulturministeriet, Teleindustrien og Dansk Industri står bag. Kampagnen blev lanceret første gang i 2012, og den nye kampagne bygger videre på erfaringerne fra denne. Den nye kampagne består blandt andet af en ny søgemaskine, hvor man kan søge indhold på tværs af tjenester, samt en digital indsats med blandt andet nyt indhold til hjemmesiden www.sharewithcare.dk.

Annonce