Forside Indhold og distribution Musik

Apple-patent: HomePod viser tekst og emoji’er i højttalerstoffet

-

Det var ikke fordi, folk var ved at falde over hinanden for at kalde Apples HomePod for ’innovativ’, da den udkom.

Højttaleren, der stadig skal købes via parallelimport i Danmark, mangler mange af de funktioner, man finder i andre intelligente højttalere, selv om dens mere traditionelle funktionaliteter som design og lyd fik ros ved ankomsten.

Men Apple har muligvis langt mere interessante planer for HomePod, end hvad vi har set i første omgang. Det viser en patentansøgning fra 2017, som er blevet offentliggjort for nylig, og som Macrumors har fået øje på. I ansøgningen nævnes HomePod ikke ved navn, men der er ingen tvivl om, at det er Apples smarthøjttaler, der er tale om.

De fleste af højttalerens nuværende funktioner og designkarakteristikker er bekrevet, men ikke nok med det, ansøgningen afslører også en række andre idéer, som Apple gerne vil patentere og som derfor muligvis senere kan finde vej til HomePod.

En af dem er indfletning af LED’er i højttalerstoffet. Som bekendt kan man nærmest gøre hvad som helst med LED’er nu om dage, og Apple beskriver et princip, hvor LED’er i stoffet kan bruges til at vise tekst med.

Med andre ord laves højttalerstoffet om til en slags stenalder-skærm, der f.eks. kan vise emnerne på indkommende e-mails, hvis brugeren beder Siri om det – eller de seneste sportsresultater, vejret, og hvad klokken er.  ”Skærmen” kan naturligvis også bare vise navnet på kunstneren eller sangen, du lytter til.

Face ID ombord

En dybdesensor á la den, der sad i Xbox Kinect vil kunne genkende håndbevægelser foran højttaleren, som dermed kan give ekstra kontrolmuligheder, for eksempel at skifte mellem de ovenstående tekst-informationer, så man kan ”bladre” mellem dem ud i luften. Apple købte firmaet bag Kinect-sensoren, PrimeSense, i 2013.

Lidt i samme stil beskriver patentet, hvordan HomePod kan få Face ID ombord, og hvad det kan give af muligheder. For eksempel vil Face ID i HomePod kunne se, hvor langt væk lytteren er fra højttaleren og sætte lyden derefter, eller låse op for adgang til personlige informationer ligesom på iPhone. Netop Face ID er tidligere blevet spået til at være på vej til HomePod af visse analytikere.

En anden idé gemt i patentansøgningen er en emoji-udgave af Siri, der udtrykker sindsstilstande. Denne emoji vil også blive vist i stoffet, og vil ændre ansigtsudtryk alt efter om indholdet i en e-mail, den læser op, opfattes som sørgeligt eller glædeligt. I patentet står det også nævnt, at Apple kan lade e-mailens afsender afgøre, om Siri skal vende mundvigene opad eller nedad.

Det skal understreges, at der er tale om en patentansøgning, og at disse funktioner måske aldrig nogensinde bliver til virkelighed. Men idéerne er da interessante nok alligevel.

Annonce