Forside * Nyheder

Apples forårsevent kan blive 25. marts – med nyhedstjeneste i fokus

-

Det er efterhånden en ret fast tradition, at Apple holder mindst tre store lanceringsevents om året.

Den ene er den store iPhone-event i efteråret, typisk omkring anden uge i september. Den anden er WWDC-konferencens åbning, der som regel er fokuseret på præsentation af nye versioner af iOS, macOS, tvOS og wearOS. Og så er der deres forårsevent, der ofte finder sted i midten eller slutningen af marts.

Annonce:

Vi begynder at nærme os den sidste, og Apple har tidligere brugt denne årlige anledning til at annoncere en række forskellige ting, fra iPads over undervisnings-initiativer. Og selv om vi både går og venter på nye AirPods og nye iPad mini’er, ser det ud til at den kommende forårsevent bliver fokuseret på en nyhedstjeneste.

Apple har længe barslet med en abonnementsbaseret nyhedstjeneste, hvor man i stil med streamingtjenesterne betaler ti dollar om måneden og får abonnementer på alle de store nyhedskilder med i prisen.

Man kan med andre ord f.eks. komme rundt om alle de store avisers og nyhedsmagasiners betalingsmur ved at abonnere ét sted, lidt ligesom man får musik fra alle musikselskaber og film fra forskellige filmselskaber gennem et abonnement på Apple Music.

Aviser stritter imod

Wall Street Journal rapporterer – ironisk nok bag en betalingsmur – at Apple vil lancere tjenesten ved deres forårsevent, men at stadig nyhedskilderne kan nå at stikke en kæp i hjulet. Avisen har nemlig talt med kilder blandt kollegerne hos The New York Times og The Washington Post, der siger, at begge aviser stritter imod, fordi Apple vil have en for stor bid af kagen.

Angiveligt planlægger Apple at tage halvdelen af indtægterne fra tjenesten og fordele disse penge blandt alle medier, der deltager i projektet, efter hvor meget de bliver læst. For de store aviser kan det f.eks. betyde, at deres deltagelse og stof kan trække en masse abonnenter til, men at andre medier således får en del af kagen, selv om de måske kun citerer avisernes historier uden selv at bidrage med noget nyt.

Det har angiveligt skabt tilstrækkeligt med uro til at projektet er i fare for slet ikke at blive klar til forårseventen, der angiveligt bliver 25. marts. Buzzfeed har talt med kilder, der siger at eventen vil løbe af stablen på denne dato, men at sandsynligvis vil være uden tilstedeværelse af hverken en ny iPad mini eller AirPods 2.

Det er også forventet, at Apple vil lancere deres streamingtjeneste for originalt film- og tv-indhold i år, så måske vil forårseventen blive udelukkende fokuseret på indhold og tjenester – hvis Apple når at få forhandlet nyhedsaftalerne på plads.

Tim Cook bekræftede for nogle uger siden, at der var flere tjenester – i flertal – på vej fra Apple, så det kunne jo netop være en videotjeneste og en nyhedstjeneste. Under alle omstændigheder skal man nok regne med at tjenesterne ikke nødvendigvis åbner i Danmark fra starten.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.