Forside Baggrund

Skifter regeringsmagten skal der forhandles en ny medieaftale

-

Hvis regeringsmagten skifter efter valget så er der stemning blandt partierne for at forhandle et helt nyt medieforlig.

Den medieaftale der trådte i kraft per 1/1 i år løber frem til 2023, og den indeholder bl.a. besparelser på DR, gradvis nedsættelse af licensen og overgang til Skat, nye radio- og tv-kanaler samt en større public service pulje (hvor man bl.a. kan søge tilskud til public service programmer/serier).

Det medieforlig blev til som et smalt forlig med regeringen og Dansk Folkeparti.

Hvis Socialdemokratiet kommer til magten så bliver det medieforlig lavet om, eller i hvert fald genforhandlet.

“Hvis vi får regeringsmagten, vil vi indkalde til forhandlinger om et nyt medieforlig. Her ser vi selvfølgelig gerne en bred aftale, men der er ikke nogen tvivl om, at sigtet for os er at få styrket public service i forhold til den svækkelse, der nu er sket”, fortæller Socialdemokratiets medieordfører og næstformand, Mogens Jensen, i et interview med MediaWatch.

De vil samtidig foreslå at der hentes penge hos streamingtjenesterne.

“Dertil vil vi have de store internationale aktører til at betale til dansk indhold samt sikre en mediestøtte, der stadig støtter mangfoldigheden i det danske mediebillede”, fortsætter Mogens Jensen.

Det er især besparelserne på public service-området, som Socialdemokratiet vil se på, og det omfatter at forsøge at skaffe flere penge til DR igen.

Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale fortæller til MediaWatch at de er klar til at forhandle et nyt medieforlig med emner som et større bidrag fra streamingtjenesterne, en mindre Public Service Pulje, og et frafald af udbud af nye radio- og tv-kanaler.

Partierne satser på at en eventuel ny medieaftale vil kunne træde i kraft allerede i 2020.

 

Annonce