Forside * Nyheder

Nu kan YouTube Music afspille din smartphones lokale musikfiler

-

Googles udviklerkonference, Google I/O, starter i morgen. Men det er allerede begyndt at pible ud med nyheder fra tech-giganten.

Det forventes at en stor del af morgendagens keynote som altid kommer til at handle om Android, men andre tilbud, der primært bruges på mobilen vil formentlig også optage en del tid. Og her kommer vi formentig til at høre mere om den langsomme udfasning af Google Play Music til fordel for YouTube Music.

Annonce:

Sidstnævnte proces er netop kommet et skridt nærmere til sit mål. En af de funktioner, der har især har glimret ved sit fravær i YouTube Music, er netop landet i YouTube Music-app’en til Android. Det handler om afspilning af lokale filer, der ifølge 9to5Google endelig er kommet til YouTube Music.

Der er stadig mange musikfans, der lytter til filer gemt lokalt på deres smartphone, f.eks. fordi musikken stadig ikke er at finde på streamingtjenesterne eller fordi de gerne vil lytte til den i Hi-Res, men ikke kan finde den på f.eks. Tidal. Eller slet og ret fordi de skal ud at flyve eller på anden vis være uden for netværk et stykke tid.

Visse streaming-klienter såsom Spotify og Apple Music kombinerer muligheden for at lytte til egne, lokale filer med streamet musik, sådan at de ikke behøver bruge to forskellige apps. Dette har også været muligt i Google Play Music, men altså ikke i YouTube Music – indtil nu.

Kan ikke castes

YouTube Music-brugere kan gå ind i indstillingerne og slå visning af lokale filer til under Indstillinger/Settings > Downloads. Herefter vil såvel sektionerne for kunstnere, albums, sange og playlister alle vise lokale filer sammen med materiale fra YouTube Music.

De lokale filer kan dog ikke blandes fuldkommen med den streamede musik. Du kan altså ikke lægge en lokal sang ind mellem en række streamede sange i en afspilningskø, eller lave playlister med en skønsom blanding af streamet og lokal musik.

Du kan dog godt lave køer og playlister udelukkende bestående af lokalt lagret musik. Det vil dog nok irritere en del Rec.dk-læsere, at lokale sange ikke kan castes, hvilket unægteligt lægger en begrænsning på brugen.

9to5Google skriver derudover, at funktionen nu skulle være live i versioner af YouTube Music-app’en gående tilbage til version 3.09. Vi har foreløbig bekræftet, at det virker i den amerikanske version af app’en, men har i skrivende stund ikke kunnet checke den danske version. Det står endnu heller ikke helt klart, hvilke filtyper, app’en understøtter.

Hvis du er YouTube Music-bruger og nu er i stand til afspille lokale filer, så giv lyd i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.