Forside Indhold og distribution Film

’Willow’ kan blive til tv-serie på Disney+

-

En kultfilm med en stor fanskare og en plads i manges hjerter kan være på vej til at komme i kataloget på Disney+-streamingtjenesten.

Streamingtjenesten planlægger allerede serier fra to af største universer, som Disney ejer, nemlig Marvel og Star Wars, og nu kan det være, de vil udvide et tredje univers, som er løst relateret til Star Wars. Det handler om fantasy-filmen ’Willow’.

Som det vil være mange fans bekendt, er ’Willow’ en af de relativt få film, som Lucasfilm har lavet udenfor Star Wars- og Indiana Jones-universerne. Den kom ud i 1988 og havde Val Kilmer i den mandlige hovedrolle, Joanne Whalley i den kvindelige hovedrolle, og Lucasfilm-veteranen Warwick Davis i endnu en vigtig hovedrolle.

Warwick Davis har været med i stort set alle Star Wars-film i en eller anden form siden ’Return of the Jedi’, hvor han spillede Ewok’en Wicket, der har en særlig rolle i filmen. Han er også fast tilbagevendende vært ved ’Star Wars: Celebration’-fankonferencerne.

’Willow’ var instrueret af Ron Howard baseret på en historie af George Lucas. Netop Ron Howard er den seneste intruktør, der er hoppet med på Star Wars-vognen, da han jo som bekendt overtog ’Solo: A Star Wars Story’ efter Phil Lord og Chris Miller løb sur i det med Lucasfilm og Disney.

Forhandlinger i gang

’Solo: A Star Wars Story’ var skrevet af en Star Wars- og Indiana Jones-veteran, Lawrence Kasdan, og dennes søn, Jon Kasdan, der er en dedikeret fan af Lucasfilms produktioner. Derfor er det ifølge Deadline også ham, der lige nu presser på og prøver at få Disney til at give grønt lys for en tv-serie baseret på Willow.

Idéen er, at den skal køre på Disney+-streamingtjenesten som åbner til november. Ifølge Ron Howard selv har både han og George Lucas ofte talt om at få serien op at stå, så karaktererne fra filmen kan blive udforsket yderligere og lidt mere i dybden.

Ron Howard har udtalt til en MTV-podcast, at Jon Kasdan har ”plaget ham” for at få Willow i gang som en tv-serie. ”Jeg tror, det kunne være en god måde at gøre det på”, sagde Howard på podcasten. ”Og Jon Kasdan har en spændende vinkel på projektet, der kunne være rigtig, rigtig cool”.

Det kunne blive ved denne snak, hvis det ikke var fordi, en kilde har fortalt Deadline, at der allerede er forhandlinger igang om en ’Willow’-serie på Disney+. Det skal blive spændende at se, om kultfilmen kan få det grønne lys hos mediegiganten.

Annonce