Forside Indhold og distribution Spil nyheder

Microsoft teaser ny Xbox og vil lancere xCloud til oktober

-

Selv om trenden går i retning af spilstreaming, gør Microsoft klar til endnu en runde med top-specificerede spilkonsoller.

Der er E3-spilmesse i Los Angeles i denne uge, og det betyder en række nye annonceringer på spilfronten. Der var gået et rygte forud om at Microsoft ville lukke op for posen angående deres næste spilkonsol, og det rygte endte med at holde vand.

Sony afslørede nogle af detaljerne for deres kommende PlayStation 5 i april, men det fik ikke Microsoft til at komme på banen før nu. Men nu er der til gengæld også noget konkret at rapportere om den nye konsol, som har projektnavnet Project Scarlett.

For det første ved vi nu, at den næste Xbox-generation lander til julesalget i 2020. Vi skal desværre nok regne med, at det seje projektnavn ikke holder. Faste Recordere-læsere kan sikkert huske, at konsollen med det endog meget seje navn ’Project Scorpio’ blot endte med navnet Xbox One X.

Men konsollen, vi indtil videre har glæden af at kalde Scarlett kommer til at være baseret på en specialdesignet variant af AMDs Zen 2-processorarkitektur. Den vil kunne benytte sig af GDDR6-RAM og det skulle samlet set gøre det muligt at spille spil i op til 8K-opløsning ved 120 fps.

Ny controller klar til xCloud

Den skulle også kunne klare realtime ray-tracing, og det hele bliver hjulpet af en SSD, der angiveligt er så hurtig, at den kan agere virtuel RAM ved hastigheder, der kan bruges i spil-sammenhæng. SSD’en skulle være op til 40 gange hurtigere end de harddiske, der befinder sig i nuværende konsoller.

Overordnet set lover Microsoft, at Scarlett bliver fire gange hurtigere end den nuværende Xbox One X. Den mest klassiske Xbox-spilserie, Halo, får naturligvis også et nyt kapitel ved lanceringen, med navnet ’Halo Infinite’.

Den nye konsol kommer naturligvis også til at understøtte Project xCloud, Microsofts kommende spilstreamingtjeneste, som firmaet nu har sat lanceringstidspunkt på. Dog ikke et mere præcist tidspunkt end at den lander engang i oktober.

Xbox Elite Wireless Controller Series 2 (Foto: Microsoft)

Ved lanceringen kommer den til at give adgang til alle spil, der er kompatible med Xbox One, så det er over 3.500 titler. Microsoft fortalte også under deres E3-lancering, at xCloud vil kunne konfigureres, så man streamer fra sin egen Xbox i stedet for deres servere. Dermed kommer den til at adskille sig fra den nærmeste konkurrent fra Google.

Microsoft benyttede også lejligheden til at annoncere en ny udgave af deres Elite-controller, der f.eks. vil kunne bruges sammen med xCloud. Den lander 4. november og hedder Xbox Elite Wireless Controller Series 2 (bill.). Den byder på endnu flere konfigurations-muligheder end sin forgænger, man kan blandt andet indstille modstanden i dens thumbsticks.

 

Annonce