Forside * Nyheder

Billeder af Samsungs Note 10 lækker før lancering

-

Der er stadig lidt under en måned til Samsung officielt viser den næste Note-model frem.

Det sker efter planen 7. august i New York. Men allerede nu ved vi en hel del om den. Det sidste er ikke mindst fordi, websitet MySmartPrice angiveligt har fået fingre i billeder af Note 10 i fra folk involveret i markedsføringen af den.

Annonce:

Det ligner i hvert fald i høj grad PR-fotos af Note 10 (Plus-modellen), og dette synes at være bekræftet af, at det tyske site WinFuture  uafhængigt har fået fingre i de samme billeder. Hvis billederne viser sig at holde vand, vil Note 10 have den mindste kant nogensinde på en Samsung-smartphone.

Blot en lille, smal bræmme i bunden afholder skærmen fra at gå helt ud til kanten hele vejen rundt, og i tråd med Samsungs strategi her i 2019, så har Note 10 et kamerahul istedet for et kamerahak eller en kameradråbe. Det ser dog på billederne ud som om, det er lykkedes Samsung at gøre hullet en smule mindre, så det genererer endnu mindre end før.

Kameraerne fylder til gengæld en del på bagsiden. Her ser der ud til at sidde fire sensorer, hvoraf en enkelt ser ud til at være en dybdesensor, der skal hjælpe med såvel ”portræt”-fotografi og levere data til AR-apps af forskellige art. Den sidder sammen med blitzen.

Velkendt kombination

De tre kameraer, du kan bruge til at fotografere med, er sandsynligvis konfigureret i den nu så populære Vidvinkel-Ultravidvinkel-Telefoto-kombination, men hvordan deres specifikationer helt præcist lyder, ved vi ikke endnu. Det kan være Samsung har givet det hele et nøk opad i forhold til opløsning m.m., men det er også muligt, at de holder sig til de samme kameraer på som på S10.

Hvis Samsungs holder sig til sit normale udviklingsmønster, så kan vi regne med en Exynos-processor á la den, der sidder i S10, der erstattes af en tilsvarende Snapdragon 855 i visse regioner af verden. Rygterne siger, at Note 10 vil have et minimum af 8GB RAM.

SamMobile var også ude med et rygte for nyligt, der sagde, at 5G-udgave af Note 10 kommer til at sprænge rammerne for, hvor meget lagerplads, du kan have på din smartphone. Ifølge sitet kommer den til at have fra 256GB helt op til 1TB lagerplads. Hvor meget af det, der holder stik, finder vi ud af 7. august.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.