Forside * Nyheder

Flere elektronikbutikker har forladt Expert

-
El-Salg Faaborg. Foto: elsalg.dk

Expert-kæden har sagt farvel til yderligere 3 butikker denne sommer.

Siden Expert i Danmark blev til Power A/S, med fokus på de større elektronikbutikker, der har flere mindre Radio/TV-forhandlere forladt Expert-kæden.

Mange af dem er søgt til elektronikkæden El-Salg. En kæde der hører under Euronics Group, som er en frivillig ‘indkøbsforening’ hvor de enkelte butikker opererer som ‘frie købmænd’.

Annonce:

Denne sommer er det elektronikbutikker i Faaborg, Næstved og Ringkøbing der har skiftet Expert-skiltene ud med El-Salg-skilte.

“Butiksejerne tiltrækkes af muligheden for at være frie købmænd, der kan tilpasse deres butikker og indretning til deres lokale kunder og områder”, fortæller Tomas Holm Hedehus, adm. direktør i Euronics Danmark, og fortsætter:

“De ønsker også stor indflydelse på markedsføringen lokalt, så vi arbejder med og ikke imod. Samtidig får de adgang til den konkurrencekraft som en stor kæde giver dem i form af stærke sortimenter og udvidede garantiordninger på for eksempel hvidevarer”.

Han forklarer at El-Salg-kæden benytter et fleksibelt koncept, hvor butikkerne ikke holdes i stram snor fra et hovedkontor, men at der er mulighed for at bevare den lokale profil og markedsføring.

“Konkurrencen er benhård på elektronikmarkedet, så hvis man skal bevare det lokale handelsliv i byerne, så er der behov for, at man skaber sig en stærk, lokal profil, hvor kunderne ved, hvem man er, og hvad man står for”, lyder der fra Tomas Holm Hedehus der fortsætter:

“Det kræver en vis form for fleksibilitet i konceptet, hvor man ikke bliver låst i alt for stramme rammer fra et hovedkontor, som er langt fra kunderne. Der er også mulighed for at udvide butikken med nye varegrupper, som de måske ikke har i dag. Det er den oplevelse mange af vores nye butikker kommer ind i kæden med”.

Med de tre nye butikker runder El-Salg 170 butikker i Danmark, mens der er 22 butikker tilbage i Expert-kæden.

 

Fakta

El-Salg forhandler hovedsageligt hvidevarer, husholdningsartikler, belysning og forbrugerelektronik.

Kæden er en del af indkøbsfællesskabet Euronics International, der inkluderer 11.000 butikker i 31 lande.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.