Forside Nyheder

Foredrag: B&O og den danske radio/tv-produktions historie

-
Pouls Radio: Foto: Den Gamle By i Aarhus

Pouls Radio i Den Gamle By præsenterer: Bang & Olufsen og den danske radio/tv-produktions historie

I 1970’erne fejrede B&O internationale triumfer med sin høje kvalitet og sit banebrydende design. Samtidig stod B&O tilbage som sidste overlevende ud af mere end hundrede danske radiofabrikker, der havde eksisteret siden radioens barndom i 1920’erne. Hvordan gik det til?

Få hele historien gennem udstilling og foredrag af de frivillige eksperter i Den Gamle Bys Radiolaug. Det sker 14.-15., 21.-22. og 28.-29. september som del af museets 70’er-weekender.

 

Annonce:

Bang & Olufsen – og de andre danske radiofabrikker

B&O er i dag et internationalt brand med ikonstatus, og over det meste af verden kan man møde de eksklusive Bang & Olufsen-butikker. Historien om Bang & Olufsen begyndte i 1925 med de to unge ildsjæle, Peter Bang og Svend Olufsen, der grundlagde en produktion af radioer i et loftsværelse lidt uden for Struer.

1920’erne var en pionertid, hvor fremstilling af radioer opstod mange steder rundt om i Danmark, og B&O udviklede sig sideløbende med et hav af andre danske radiofabrikker. Mange husker stadig gode danske mærker som Arena, Eltra, TO-R og Linnet & Laursen.

Men i løbet af 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle de hjemlige konkurrenter én efter én, og ved B&O’s 50-års jubilæum i 1975 var fabrikken i Struer reelt den eneste tilbageværende danske radio/tv-producent af betydning.

Samtidig kulminerede B&O’s internationale gennembrud netop i 1970’erne med udstilling af Jacob Jensens markante og kompromisløse B&O-design på Museum of Modern Art i New York.

B&O har hidtil modstået de senere årtiers stigende globale konkurrence, og den hæderkronede danske virksomhed har formået at stå distancen gennem imponerende 94 år.

Temaudstilling om den danske radio/tv-historie

Alt dette kan man opleve i en stor temaudstilling med nogle af de mest markante B&O-apparater fra firmaets lange historie.

Udstillingen viser samtidig et stort udvalg af de mange andre danske fabrikater, både kendte og ukendte, der har været gennem tiden.

“At der i tiden før 2.verdenskrig var op imod 150 danske radiofabrikker vil nok komme bag på de fleste”, fortæller museumsinspektør Lisbeth Skjernov.

Det er de frivillige entusiaster i Den Gamle Bys Radiolaug, der viser apparater frem og fortæller om udviklingen. Der er foredrag alle tre weekender kl. 13.

Det hele foregår i Bendtsens Pakhus ved Torvet de tre sidste weekender i september 2019. Både udstilling og foredrag er gratis, når entréen til Den Gamle By er betalt.

 

Ole Jensen og Poul Bruun, Radiolauget. Foto: Den Gamle By

 

Tid og sted

Den Gamle By i Aarhus, i Bendtsens Pakhus ved Torvet

  • Lørdag d. 14/9
  • Søndag d. 15/9
  • Lørdag d. 21/9
  • Søndag d. 22/9
  • Lørdag d 28/9
  • Søndag d. 29/9

Foredraget er kl. 13. Se emnerne nedenfor.

 

Foredrag om B&O og de danske radiobutikker

Lørdage kl. 13:

”Eventyret om B&O” v. Poul Bruun, Radiolauget

Hør om, hvordan det lykkedes at skabe en radiovirksomhed ”helt ovre i Jylland”, som en københavnsk journalist skrev i 1930’erne. Svend Olufsen og Peter Bang skabte en virksomhed på et meget primitivt grundlag, men som i dag er vokset til en verdenskendt elektronikvirksomhed.

Poul Bruun er selv entusiastisk B&O-samler.

Søndage kl. 13:

”Fra Pouls Radio til Mega-markeder – historien om, hvordan radio/tv-butikkerne endte som supermarkeder” v. Ole Jensen, Radiolauget

Frem til 1970’erne bestemte ”Poul” og de andre radioforhandlere selv, hvilke varer, de ville forhandle, og hvordan. Så hvordan endte vi med nutidens store elektronikvarehuse med udenlandske produkter? Det fortæller Ole Jensen om med baggrund i sin egen butik Salles tv-center, som han drev i Aarhus fra 1973 til 2019. Hør om de mange butikskæder i 1970’erne og 1980’erne, fx Expert, TV-Ringen, FONA og Fredgaard, og om krav fra producenterne, som blandt andet førte til de eksklusive B&O-butikker.

 

Annonce: