Forside * Featured

Storsatsning fra IKEA: Smarthome-produkter får nu deres egen division

-

Det er nu ikke længere en ”hobby” for IKEA at lave smarthome-produkter.

Hvad der startede som et forsøg i 2012 med trådløse ladeplader og smartpærer, er nu blevet en fuldblods-satsning på det intelligente hjem på et niveau, hvor IKEA ligger og konkurrerer med store elektronikvirksomheder. Og nu går den svenske møbelgigant endnu videre.

Annonce:

Ifølge en pressemeddelse vil IKEA nu dedikere en hel forretningsdivision til området, på samme måde som de har én til børn. Netop børnedivisionen, med dens satsning på både møbler og design til børn, er den sidste store forretningsdivision, der er blevet oprettet i IKEA-koncernen.

Men den næste bliver altså IKEA Home Smart Business Unit, hvor produkter som højttalerne i SYMFONISK-serien, lys og strøm i TRÅDFRI-serien og rullegardinerne i bl.a. FYRTUR-serien kan samles under og udvikles.

Svenskeren Björn Block er blevet sat i spidsen for den nye afdeling, og i den førnævnte pressemeddelelse peger han på, at IKEA anser forbrugerelektronik til hjemmet som værende essentiel for koncernens overlevelse:

 

Mere ”mangfoldigt” udbud

”I IKEA vil vi gerne fortsætte med at tilbyde produkter i fremtiden, der giver et bedre liv derhjemme for flertallet. For at gøre dette, er vi nødt til at udforske produkter og løsninger, der går ud over det traditionelle møblement og design til hjemmet”, siger Block.

Det lader altså til, at IKEA ikke blot vil tilbyde intelligente ting til hjemmet som et supplement til deres nuværende møbelsortiment, men brede sig endnu længere ud. I pressemeddelelsen hedder det desuden, at IKEA vil satse på at tilbyde et mere ”mangfoldigt” udbud af elektronik til hjemmet.

Det lægger op til en hel del spekulation. Kan IKEA f.eks. være på vej med et smart-tv, der passer bedre ind i firmaets tv-møbler? Kommer de ofte praktiske løsninger fra IKEA til på en eller anden måde at indvirke på det smarte hjem, så det bliver nemmere at installere?

Først og fremmest har IKEA muligheden for både at gøre det smarte hjem billigt og forståeligt for alle, sådan som de har gjort det med deres møbler. Og dermed har de mulighed for at sætte et gennembrud for smarthome-produkter i værk.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.