Forside * Nyheder

Den nye Nest Mini kan hænge på væggen

-

Googles mindste smart-højttaler kan nu blive lige så nem at overse som en røgalarm.

Annonce:

Men nu skal du ikke blive forvirret over det med røgalarmen. For ganske vist har Google-ejede Nest en intelligent røgalarm i sortimentet, men det betyder ikke ret meget for Nest Mini ud over forvekslingsgraden.

Og ja, Nest Mini hedder nu netop Nest Mini i stedet for Google Home Mini. Og den kan hænges op på både væg og loft, eventuelt ved siden af Nests røgalarm. Men selv, hvis du har en gammeldaws, uintelligent røgalarm, kan Nest Mini forveksles med den på den måde, at ingen af dem er ret synlige.

Tænk over det – hvor ofte lægger du egentlig mærke til røgalarmen i loftet? Det er en af de ting, vi har tendens til at glemme og psykologisk vænne os til at overse, lige indtil batteriet skal skiftes, og freden forstyrres af meget højlydte bip. Eller hvis der rent faktisk skulle udbryde brand.

Nu kan en intelligent højttaler med Google Assistant ombord altså også blive en usynlig skive i loftet, selv om den ganske vist skal have et USB-kabel ført hen til sig for at få noget strøm at leve af. Det skyldes, at Nest Mini nu kommer med et vægbeslag, så den kan hænges op, hvor den er mindst synlig.

Hul bagpå

Det gælder i hvert fald, hvis man skal tro WinFuture, der netop har lækket en hel masse billeder af den nye Nest Mini, som Google forventes at afsløre under deres efterårs-event i morgen (klik på linket for at se alle billederne).

De nye fotos viser et indbygget vægbeslag, der fremstår som et hul i ”skiven”. Dermed kan de mange tilbehørsproducenter, der tilbyder vægophæng til Googles smarthøjttalere, formentlig fjerne en del produkter i sortimentet.

De lækkede billeder viser dog også, at der mangler noget. Der var nemlig gået rygter om, at Google ville inkludere et minijack-stik, så man kunne sætte eksterne højttalere til sin Nest Mini. Men stikket glimrer ved sit fravær. Hvorfor Google skulle vælge at gøre dette i stedet for at prøve at konkurrere med alle de andre trådløse platform derude, melder historien ikke noget om, men sådan er det nogle gange med tech-rygter.

Omvendt ser det på mindst ét af billederne ud som om, stikket i bunden er mere tromleformet end et normalt USB-C-stik er, men det kan blot være det optiske, der snyder lidt. Når det gælder det trådløse er der ifølge WinFuture mindst én anden nyhed: Nest Mini kommer nu med Bluetooth 5.0, hvilket er en opgradering fra den nuværende Home Mini.

WinFuture skriver også, at der følger en kraftigere 15 watts strømforsyning med Nest Mini, og så kan man jo spørge sig selv, hvad den skal bruges til. Måske er der tale om en kraftigere, indbygget forstærker og højttalere, der rent faktisk kan levere musik-lyd, der er til at holde ud at høre på.

Den nye Nest Mini skulle ifølge WinFutures informationer komme i fire farver, så man kan finde den, der passer bedst til ens væg eller loft. Farverne hedder angiveligt’Anthracite’, ’Coral’,  ’Rock Candy’ og ’Sky Blue’. I morgen finder vi ud af langt flere detaljer, når Google holder pressemøde.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.