Forside Produkter Mobil

Sådan har Samsung gjort Galaxy Fold mere sikker

-
Foto: iFixIt

Gør-det-selv-folkene hos iFixIt er på banen igen.

Denne gang har de kastet sig over Samsungs Galaxy Fold, og det er naturligvis ikke helt ukontroversielt. iFixIt var nødt til at fjerne deres første gennemgang af telefonen, fordi den blev lavet, før Samsung tilbagekaldte alle anmeldereksemplarer af Fold.

Det sidste skete netop, fordi anmelderne gik igang med at splitte telefonen ad, også selv om de ikke var folkene fra iFixIt, der jo netop er kendte for den slags. Anmelderne troede, at en beskyttende film på skærmen var lavet til at blive fjernet…men det var den ikke.

I den nye gennemgang kan iFixIt konkludere, at Samsung har gjort en hel del ved de problemer, der plagede den første udgave. En af de helt store udfordringer var åbninger i hver ende af telefonens ”rygrad”, der især åbnede op, når telefonen blev lukket sammen.

Annonce:

Hullerne kunne ifølge iFixIt slippe støv og skidt ind til hængslet og potentielt under skærmen, hvilket for alvor kan skabe problemer. Nu har Samsung imidlertid placeret et stykke plastik der, der bedre dækker hullet til. iFixIt kan stadig få et plastikværktøj ind i hullet, men det er meget bedre end før ifølge sitet. Det afhjælpes også af, at den føromtalte beskyttelsesfilm nu omslutter hele skærmen og ikke blot går til kanten.

 

”Alarmerende sårbar”

Selv om problemet med at skidt kommer ind under skærmen er løst, skriver iFixIt, at selve rygraden og det bagvedliggende hængsel stadig er eksponeret. Der kan altså stadig komme uønskede elementer ind til hængslet, hvilket måske kan give knas i lukkemekanismen på sigt – og dermed en del irritation.

Samsung har gjort en del ud af, at skærmen er blevet forstærket. Det kan iFixIt bekræfte, da de har fundet metalkanter langs skærmens sider, der gør den mindre følsom overfor stød og voldsom behandling. Det gør samtidig skærmen mere rigid og stiv de steder, hvor den skal være det (modsat der, hvor den folder).

Det kan måske ikke overraske, at iFixIt har fundet helt klassiske Samsung-dele under overfladen på Fold, lige fra de trådløse komponenter til OLED-skærmen, der ikke særlig overraskende også er lavet af Samsung. Åbningen af Galaxy Fold afslører også, at de to batterier ombord er på 2135 og 2245 mAh.

En af iFixIts sædvanlige kritikpunkter er dog gældende: Det er svært at reparere Galaxy Fold, selv hvis man har de rette værktøjer. Men hvad værre er, så kalder iFixIt telefonen for ”alarmerende sårbar”, selv med de nye forbedringer. Som en medfølgende guide også skriver, så er det en telefon, man skal være forsigtig med.

Annonce: