Forside Indhold og distribution Film

Gratis dansk streamingtjeneste for de ældste film

-

Film fra dengang Danmark var verdens “Hollywood” kan nu streames gratis.

I en 10-årig periode, fra 1910 og frem, der var det Danmark der var verdens toneangivende indefor film – vel og mærke de film uden en tone.

Det var stumfilmenes storhedstid, og Danmark var datidens “Hollywood”. De danske filmselskaber på den tid var både forretningsmæssigt og kunstnerisk verdens førende. Det fortæller Det Danske Filminstitut, der står bag den nye gratis streamingtjeneste for de ældste film.

Annonce:

Filmene er fra en tid, hvor stjerner som Asta Nielsen, Valdemar Psilander, Gunnar Tolnæs og Fy & Bi funklede langt ud over landets grænser, og hvor instruktøren Carl Th. Dreyer skabte en stor del af sit samlede værk.

Nu bliver dansk films guldalder vakt til live på streamingsitet Stumfilm.dk. Her kan alle følge med i digitaliseringen af over 400 film fra perioden 1903-1928 – det vil sige alle bevarede danske stumfilm.

Man kan både streame filmene og se bl.a. plakater, fotografier, tematekster, manuskripter og datidens anmeldelser. Alt er gratis og frit tilgængeligt. Det er et filmarkæologisk kæmpeprojekt, der løber over fire år, og det bliver både omfattende og uforudsigeligt. En del af filmene har ikke været set siden 1920’erne.

Stumfilm.dk er det hidtil største filmhistoriske formidlingsprojekt i Danmark, og der knytter sig også et dansk-tysk forskningssamarbejde til det. Projektet er muliggjort af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og A.P. Møller Fonden, der hver har doneret 10 millioner kroner.

Da dansk stumfilm forsat, den dag i dag, er pensum for filmstuderende verden over, så er Stumfilm.dk også lavet i en engelsk version.

Her ved premieren er der digitaliseret ca. 40 film. Det er planen at digitalisere alle ca. 400 film der er bevarede, så indholdet vil løbende vokse.

 

Galleri

 

Tilgængelighed

Det er gratis at se med.

Find det på stumfilm.dk

 

Annonce: