Forside Indhold og distribution Musik

Qobuz vil udelukkende tilbyde lossless og Hi-Res-musik

-

Det er enten en panikhandling eller et signal om, hvilken vej tingene går.

Den franske musiktjeneste Qobuz markedsførte sig i sin tid på at være førende, når det gælder musik i høje opløsninger og lossless CD-kvalitet. Men musikstreaming er et marked, hvor der allerede er kamp om kunderne, og hvor lille Qobuz skal slås med giganter som Spotify og Apple.

Af samme grund følte Qobuz tilsyneladende, at det var nødvendigt også at tilbyde streaming i lavere kvalitet, sådan at kataloget var større og folk ikke behøvede abonnere på f.eks. både Spotify og Qobuz for at få det hele med.

Annonce:

Men den strategi ser åbenbart ud til at være slået fejl. Qobuz har i hvert fald besluttet sig for at positionere sig yderligere på musik i den høje lydkvalitet. De dropper således den ”normale” musikstreaming og vil fra årsskiftet udelukkende tilbyde streaming i hi-res og lossless CD-kvalitet.

Virksomhedens nuværende ’Premier’-abonnement bliver lukket ned, og i stedet satser Qobuz på ’Studio Premier’, som for de hurtige kan blive billigere end Tidals tilsvarende tilbud i høj kvalitet. De første 100.000, der skriver sig op til det nye Studio Premier-abonnement, får det for 15 dollar, eller cirka 100 kroner.

Er infrastrukturen klar?

Det kræver en VPN at bruge Qobuz fra Danmark, men firmaets beslutning siger noget om musik-streamingmarkedet helt generelt. For det første er det et sikkert tegn på, at der er for mange spillere på banen lige nu, og at de forskellige tjenester er nødt til at differentiere sig for at overleve.

Det varsler, at vi indenfor en overskuelig fremtid formentlig kommer til at se frafald af musikstreamingtjenester, der enten lukker, fusionerer med andre eller bliver opkøbt af en af de store tjenester.

Qobuz’ beslutning kan dog også ses som et tegn på at der måske efterhånden er tilstrækkeligt mange, der er villige til at betale for en ordentlig musikstreaming-kvalitet, til at små tjenester kan overleve på det. Musik i hi-res har altid været et nichemarked, og dette er næppe anderledes, blot fordi musikken bliver streamet i stedet for leveret på en skive eller udbudt som downloads.

Det store spørgsmål er naturligvis, om infrastrukturen er klar til hi-res. Mange foretrækker at lytte til musik på farten, og det er langt fra alle smartphones eller trådløse øretelefoner, der kan håndtere musik i høje opløsninger. I mange tilfælde kræver det også ekstraudstyr at få musikken videre til f.eks. bilens musikanlæg, hvilket ofte er nødt til at ske analogt, fordi bilanlægget ikke er klar til hi-res.

Annonce: