Forside * Featured

Test-site: Disney+ leverer ’Star Wars’ og ‘The Mandalorian’ i “falsk” HDR

-

Hvis du hører til de Recordere-læsere, der har fundet ud af at få Disney+ til at spille på din yndlings-streamingboks til trods for at tjenesten endnu ikke er officielt åbnet i Danmark, kan det være, du ikke får det, du betaler for.

YouTube-kanalen HDTVtest nørder ud i det mere ekstreme, når det gælder test af fladskærme og indhold, og de påstår, at en stor del af ’Star Wars’-tilbuddene på Disney+ ikke er i ”rigtig” HDR10 og Dolby Vision.

Annonce:

I stedet, påstår kanalens værter, er der kun tale om SDR (Standard Dynamic Range)-farvedynamik, der blot er pakket ind i HDR10- og Dolby Vision-softwarecontainere, der får dit tv til at reagere, som om indholdet rent faktisk vises i den høje farvedynamik.

Det baserer de på tests, der er foretaget af både den såkaldt originale trilogi af ’Star Wars’-film (altså Episode IV-VI, der fik premiere mellem 1977 og 1983), men også den helt nye ’The Mandalorian’-serie, der er en af Disney+-tjenestens primære salgsargumenter.

Testene viser, at de steder, hvor farverne burde være meget mere eksplosive, er de i stedet ret tamme i det. De kommer ifølge HDTVtest aldrig rigtig op over 200 nits, hvor de burde være helt oppe på omkring 700 nits i visse tilfælde.

Kommer aldrig helt i top

HDTVtest både tester og illustrerer dette i deres YouTube-videoer ved at give hvert trin i nits-målingen en farve. På den måde kan man se de dele af billedet, der er over 200 nits, 300 nits og så videre. Idéen er ikke at måle selve lysstyrken, men derimod vise med hvilken styrke, farvenuancerne bliver repræsenteret.

HDR og Dolby Vision handler jo primært om, at der kan være store forskelle (dynamik) mellem farverepræsentationen i de forskellige dele af billedet, men når farverne aldrig rigtig kommer op på den høje klinge, bliver dynamikken jo ret flad.

De tre film og ’The Mandalorian’ bliver i HDTV-tests to videoer om emnet (se nedenfor) sammenlignet med blandt andet ’Episode VII: The Force Awakens’ og ’Captain Marvel’, hvor farverepræsentationen kommer op i helt andre nits-højder.

Det var ellers med stor glæde, at ’Star Wars’-fans kunne konstatere, at Disney+ havde alle de gamle film i nye 4K- og HDR10/Dolby Vision-versioner. Men det ser altså ud som om, de i det mindste når det gælder farvedynamikken, ikke helt får, hvad de er blevet lovet.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.