Forside Nyheder

Netflix boomer i Europa og Asien

-

Det er i højere og højere grad svært at hive salgstal ud af firmaer i Silicon Valley, og således har vi kun fået abonnementstal ud af Netflix ved visse lejligheder – typisk, når firmaet fremlægger sine regnskaber, der naturligvis også siger noget om firmaets succes.

På lignende vis er Apple holdt op med at oplyse antallet af solgte enheder, og det er i det hele taget en trend i den amerikanske tech-industri at holde de vigtigste nøgletal tæt til kroppen, i et forsøg på at styre pr-narrativerne, sådan at en løbsk mediedækning ikke påvirker firmaets aktieværdi.

Annonce:

Men Netflix har nu været tvunget til at oplyse, hvordan det går med salget af abonnementer uden for hjemlandet USA. Den amerikanske finansmyndighed SEC (Securities and Exchange Commission) har krævet oplyst af Netflix, hvordan nøgletallene ser ud for hele verden. Og det har Netflix oplyst, så alle kan se det.

I tallene kan man læse, at Netflix stadig har flest kunder i USA, hvilket måske giver meget god mening, når man tager det forspring i betragtning, som firmaet har haft i flere år på det amerikanske marked. 67,1 million amerikanere har et Netflix-abonnement, svarende til næsten hver femte indbygger i De Forenede Stater.

International eksplosion

Disse mange abonnenter har hevet hele 7,4 milliarder dollar (næsten 50 milliarder kroner) ind i løbet af de første tre kvartaler af 2019. Men det ser ud som om, Netflix har nået et mætningspunkt i hjemlandet. Den største vækst i de sidste par år er sket uden for USA.

Mere end halvdelen af Netflix’ abonnenter og 90 procent af væksten siden første kvartal 2017 kommer fra lande, der ikke hedder USA eller Canada. Som Deadline skriver i deres analyse af tallene, så har Netflix øget sin abonnementsskare i Europa, Mellmøsten og Asien med 140 procent i de sidste to år.

I Asien alene er Netflix’ abonnementstal tredoblet, hvilket er imponerende, selv om det reelle abonnementstal nu kun ligger på omkring 15 millioner. Det skal sættes i forhold til at væksten i USA kun har været 23 procent i den samme periode.

I Latinamerika har Netflix fordoblet deres abonnementstal til næsten 30 millioner brugere. Væksten i udlandet afspejler Netflix’ strategi med at bringe lokalt indhold til lokale publikummer, men også udbyde de samme serier internationalt.

Annonce: