Forside Nyheder

Dommen er faldet: 22 personer idømt bøder for pirat-tv

-
Foto: LG / Shutterstock.com. Illustration: recordere.dk

22 tidligere brugere af pirat-tv har nu modtaget deres dom.

Retten i Sønderborg har i dag idømt bøder til 22 personer for at have modtaget pirat-tv. Det fortæller Anklagemyndigheden.

Sagen udspringer af en anmeldelse fra Nordic Content Protection, der bl.a. repræsenterer Canal Digital.

Det er samme sag som vi skrev om forleden dag, men nu er der faldet en afgørelse for hovedparten af de tiltalte. 22 personer blev dømt for ulovligt at have set pirat-tv via en cardsharing-server.

Annonce:

Retten takserede det til bøder på mellem kr. 12.500 – 20.000. Dertil kommer en erstatning til rettighedshaverne, der typisk er på samme beløb som bøden.

Personen, som har delt tv-signalet, blev i maj 2019 idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde på kr. 450.000.

 

Anklager: Pirat-tv er et alvorligt problem

“Pirat-tv er et alvorligt problem, der skader tv-markedet. I dette tilfælde har en række personer modtaget ulovligt pirat-tv, så rettighedshaverne i sagens natur ikke modtager betaling for deres udsendelser”, fortæller senioranklager Kaare Linde fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), og fortsætter:

“Den type forbrydelse medfører, at tv-udsendelserne bliver dyrere for den almindelige forbruger, og at tv-selskaberne har færre midler til at producere nye udsendelser for. Derfor er det vigtigt, at lovovertrædelser bliver forfulgt, og at brugere af pirat-tv straffes”.

Retten fulgte Anklagemyndighedens ønske for bødernes størrelse for de 22 personer. De 22 domfældte modtog dommene.

I yderligere 3 sager afsiges der først dom d. 15/1, da der her er gjort indsigelser i forhold til bødernes størrelse.

 

Annonce: