Forside * Nyheder

Samsung klar til at levere foldbar skærmteknologi til andre mærker

-

Hvis der snart kommer en større bølge af telefoner med foldbare skærme, kan det være fordi, Samsung nu gør deres foldelige skærmteknologi tilgængelig for andre producenter.

Det er ingen hemmelighed, at Samsungs dominans på elektronikmarkedet også er et resultat af, at de leverer komponenter til andre. Det gælder for eksempel deres RAM-chips og ikke mindst skærme. Sidstnævnte leverer de blandt andet til de topmodeller blandt Apples iPhones, der har OLED-skærm.

Men nu er de også klar til at levere deres nye, foldbare skærme til andre. Den skærmteknologi, der kan findes på modeller som Fold og den nye Z Flip, er klar til kommercialisering. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Annonce:

Det er især efter lanceringen af Z Flip-skærmen, at Samsung føler sig sikker nok til at begynde at udbyde skærmteknologierne til andre. Den er nemlig det første, rigtige eksempel på, hvad Samsung nu markedsfører som UTG – Ultra Thin Glass.

UTG-glasset er, som navnet antyder, det ultratynde glas-lag, der får foldbare paneler til at være brugbare i foldelige telefoner. Ud over glasset er der et tyndt plastiklag, som det er en dum idé at fjerne, da det ødelægger skærmen.

Tech-medier afprøver grænserne

Samsung er faktisk så overbevist om UTGs potentielle succes, at de har registreret varemærket ”Samsung UTG” i 38 lande. De har udviklet UTG-glasset sammen med de sydkoreanske firma Dowoo Insys, som Samsung ejer 27.7 procent af, hvilket er den største, enkeltstående ejerandel.

Tech-medierne har dog gjort deres allerbedste for at prøve skærmenes grænser af. Samsung siger, at glasset er modstandsdygtigt mod ridser. Men som de overdestruktive kræfter bag YouTube-kanalen JerryRigEverything har vist, så kan plastik-laget oven på glasset på Z Flip ridses noget nemmere – og bekræfter, at det er en rigtig dårlig idé at prøve at fjerne det.

Derudover har iFixIt nu også lavet en af deres klassiske teardown-videoer, der viser, at hængslet bag Z Flip-skærmen måske ikke er helt så modstandsdygtigt overfor støv, som Samsungs markedsføring af telefonen ellers påstår. Testen er baseret på sitets større gennemgang af Z Flip.

Hvornår vi begynder at se Samsungs foldbare skærme i andre mærkers smartphones, vil tiden vise. Hvis det følger de typiske trends i tech-branchen, vil det formentlig blive allertidligst næste år. Og Apple venter nok vanen tro en postomgang yderligere derudover.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.