Forside Nyheder

Apple springer ombord på maske-toget

-

Det første af de helt store tech-firmaer har nu også forpligtet sig til at donere masker i forbindelse med Coronavirus-krisen.

Indtil videre har det primært været mellemstore og store tech-virksomheder, der har lovet at hjælpe med den globale mangel på masker, som lige nu skaber problemer under Coronavirus-udbruddet. Men nu er en af giganterne også kommet ombord.

Det er Apple, der som det første af de helt store techfirmaer nu offentligt går ud med et løfte om at hjælpe med at få lavet flere masker. Apples topchef, Tim Cook, har i en tweet lovet at firmaet vil donere ”millioner” af masker til de hospitaler og sygehuse, der mangler.

Annonce:

Disse millioner af masker vil både blive doneret i Apples hjemland, USA, og i Europa. Der er endnu ikke sat et konkret tal på, hvor mange masker, der er tale om, men USAs vicepræsident Mike Pence sagde ved sin daglige briefing søndag, at to millioner N95-masker var på vej ud i USA.

Selvom mange voksne Recordere-læsere sikkert vil forbinde N95 med den sidste virkelig fremragende smartphone, Nokia lavede før iPhone væltede verden, så er der altså tale om en ganske bestemt maske-model her.

Vil ”tilvejebringe ressourcer”

N95-maskerne er ikke de løse operationsmasker, der bindes fast med stropper rundt om ørerne. De ligner i højere grad de masker, der kan købes i byggemarkeder, og bruges, når noget skal spraymales eller sandblæses. De lukker mere tæt.

 

Det står ikke klart, om Apple har tænkt sig ligefrem at producere maskerne, sådan som f.eks. Sharp og Razer har omstillet dele af deres produktionsapparater til at gøre. Som bekendt køber eller producerer Apple mestendels deres komponenter hos tredjeparter.

Der er dog noget, der tyder på, at Apple muligvis vil prøve at få deres normale leverandører til at producere masker. Tim Cook nævnte i sin tweet at de arbejder hårdt på at ”tilvejebringe ressourcer til sundhedspersonale, der bekæmper COVID-19”.

Hvad så, Intel?

Siden normale maskeproducenter formentlig er totalt lagt ned af krisen, må man næsten formode at Apple arbejder på alternative måder at få produceret maskerne på – f.eks. ved at bestille dem hos leverandøre, der normalt laver chips eller andre komponenter.

Apples udspil har nu sendt bolden videre til de andre tech-giganter, herunder Microsoft, Facebook og Google, men ikke mindst Intel. Verdens største chip-producent har sit eget produktionsapparat med de samme sterile forhold, der gjorde det muligt for Sharp at omstille en af sine fabrikker til maskeproduktion. Vi får se, om Intel samler bolden op i en af de nærmeste dage.

Både Apple og Intel har deres hovedkvarterer i Silicon Valley i Californien. Netop dette område syd for San Francisco er at af de hårdest ramte i USA, når det gælder tilfælde af COVID-19. Californiens guvernør har – i stil med danske forhold – beordret alle butikker undtagen supermarkeder lukket og at alle statens 40 millioner beboer bliver hjemme i så høj grad, det er muligt.

Annonce:
Annonce: