Forside * Featured

Nu kommer iOS 13.5 med forbedret FaceID og Corona-sporing

-

Apple er begyndt at rulle iOS 13.5 ud, og der er især fokus på forbedringer inspireret af Coronavirus-pandemien.

Så er der en ny version af iOS på vej ud til iDevices over den ganske verden. Version 13.5 har været undervejs i nogen tid og løser som vanligt en række problemer og tilføjer en række nye features. Men især et enkelt, ret betydningsfuldt problem er blevet løst ifølge Apple.

Annonce:

Apples iPhone-brugere har nemlig under Coronavirus-pandemien haft en hel del problemer med at få låst deres telefoner op hurtigt, hvis de bruger Face ID, sådan som vi tidligere har beskrevet her på siderne.

Face ID er simpelthen ikke intelligent nok til at genkende dig, hvis du har en maske på, der dækker for mund og næse. Og dem er der trods alt en del mennesker verden over, der benytter sig af verden over, enten fordi det er påbudt i deres region, eller fordi de frivilligt ønsker at sikre sig mod Coronavirus.

Men med iOS 13.5 kan iOS automatisk se, om du har maske på og i stedet gå direkte til PIN-kode-indtasting. Tidligere skulle man vente på at Face ID forsøgte nogle gange og gav op, hvilket kunne være irriterende, når man bare gerne vil låse sin telefon op.

 

Bluetooth-kontaktsporing sat igang

Det er dog ikke den eneste Coronavirus-relaterede funktion, der er dukket op med iOS 13.5. Med den nye version lancerer Apple også resultatet af det samarbejde med Google, som de tidligere har annonceret. Ved at tjekke listen over folks Bluetooth-forbindelser kan Apple og Google se, hvem der har været i nærheden af hinanden.

Det bruger de to firmaer til at tilbyde forskellige lande muligheden for at foretage kontaktsporing. Hvis en person bliver diagnosticeret med COVID-19, kan systemet gå baglæns og notificere alle, der på en eller anden måde har været tæt nok på personen til at Bluetooth-chippene i deres smartphones har registreret personens smartphone som værende i nærheden. Disse notifikationer er nu officielt lanceret, som det kan ses på billedet ovenfor.

22 lande har foreløbig tilmeldt sig programmet ved at bede om adgang til de to firmaers fælles API. Danmark er ifølge Version2 blandt disse lande, men bruger API-adgangen via appen ’Smittestop’, som er lavet af firmaet Netcompany for Digitaliseringsstyrelsen.

I USA kan iPhone-brugere nu også sende deres personlige informationer direkte til alarmcentralen, hvis de er nødt til at ringe efter en ambulance. Det sker via funktionen Medical ID, der hidtil blot har huset sundhedsinformationer til nødstilfælde.

Endelig er der også forbedringer til FaceTime, hvor man nu kan slå den automatiske minimering af vinduer under videochats med flere personer fra. Tidligere skiftede vinduesstørrelsen for andre deltagere, når en ny person begyndte at tale, men det er altså nu frivilligt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.