Forside Nyheder

Ny Star Trek-serie på vej: ’Strange New Worlds’

-

Den nye Star Trek-bølge fortsætter nu med en serie, der giver klassiske karakterer plads at boltre sig på.

Man kan sige meget om streaming-revolutionen, men for fans af bestemte serier og film har det været et sandt overflødighedshorn. For Star Trek-fans betød opstarten af den amerikanske TV-kanal CBS’ streamingtjeneste CBS All Access en hel række af nye serier.

Da den første af slagsen, ’Star Trek: Discovery’ gik hen og blev en stor succes, gik der kun kort tid, før de næste serier blev offentliggjort. Us over tegnefilmsserier og andre planlagte udforskninger af universet, blev det til endnu et serie-hit form af ’Star Trek: Picard’, som der også er planlagt en ny sæson af.

Annonce:

Anden sæson af ’Discovery’ afføder dog nu en helt tredie serie, ’Strange New Worlds’, der ifølge CBS er kommet på banen på grund af fan-glæde. I anden sæson af ’Discovery’ dukker tre klassiske karakterer fra universet nemlig op i unge versioner: Number One, kaptajn Christopher Pike og så naturligvis en unge videnskabsofficer ved navn Spock.

Fans tog så godt imod den måde, karaktererne blev nyfortolket af henholdsvis Rebecca Romijn, Anson Mount og Ethan Peck, at disse tre skuespillere nu får lov at boltre sig i deres egen Star Trek-serie. Og den bringer et gensyn med et klassisk rumskib.

Men hvornår?

Det er naturligvis U.S.S. Enterprise, der i Star Trek-universet blev kommanderet af kaptajn Christopher Pike, før James T. Kirk kom ind i billedet. Kvikke læsere vil derfor have forstået, at der er tale om en ”prequel”, der foregår før den oprindelige Star Trek-serie fra tresserne.

’Strange New Worlds’ starter ifølge en pressemeddelelse fra CBS ti år før Kirk overtager Enterprise. Serien skal udforske denne ti-års periode op til den oprindelige series start og følger det legendariske rumskibs færden, mens dets besætning udforsker nye og fremmede planeter.

Der er endnu ikke sat dato på premieren, men den er præsenteret under ’New Season 2020’-banneret på CBS’ hjemmeside, så måske er vi heldige, at den allerede begynder til efteråret. Eftersom Hollywood stadig er ramt af Corona og der endnu ikke er en trailer tilgængelig, er det dog nok for meget at håbe på.

Pressemeddelelsen nævner en pilot-episode, der er skrevet af bl.a. Akiva Goldsman, som er manden, der leder arbejdet med den nye Star Trek-bølge. I Danmark har ’Star Trek: Discovery’ kunnet findes på Netflix, mens ’Picard’ var at finde på Amazon Prime Video. Hvor ’Strange New Worlds’ bliver tilgængelig, ved vi endnu ikke. Men når det bliver offentliggjort, kan du regne med at læse om det her.

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.