Forside Produkter Mobil

Samsungs kommende Note 20 kan blive kæmpestor

-
Mockup: Pigtou/Onleaks

De nye Note-modeller, der er på vej fra Samsung, kan langt om længe overflødiggøre udtrykket ’phablet’.

Der var engang, hvor der var en fornuftig adskillelse mellem smartphones og tablets. Tablets havde skæme på syv tommer og derover, smartphones lå på seks tommer og derunder. Og der var ikke rigtig noget ind imellem.

Men siden kom ”phablet”-formfaktoren og gjorde grænserne mellem tablets og smartphones mere mudrede. I de fleste tilfælde kunne man dog regne med at en syv-tommers tablet var for stor til at bruge som smartphone, da den f.eks. ville være ukomfortabel at holde op til øret.

Annonce:
Mock-up: Pigtou/Onleaks

Dette var dog som regel kun i kraft af, at disse tablets havde relativt brede kanter på alle fire ledder. Og disse er siden forsvundet, sådan at skærmstørrelsen nu næsten repræsenterer den reelle overfladestørrelse på smartphones, og i mindre grad på tablets. Og derfor begynder vi nu at se smartphones oppe i størrelser, der tidligere hørte til i tablet-kategorien.

Et eksempel herpå er Samsungs kommende Note 20-serie. Lækkede informationer om det næste bud i serien af, hvad vi i hvert fald tidligere har kaldt phablets, meddeler at den store plus-model kommer til at have en skærm på 6,9 tommer. Altså næsten de syv tommer, der tidligere var grænsen for en tablet.

Ultra-kameramoduler i begge modeller

Den almindelige Note 20 kommer ifølge rygterne til at ligge på 6,7 tommer. Det skal sammenlignes med, at dens to forgængere, Note 9 og Note 10, havde skærme på henholdsvis 6,4 og 6,3 tommer. Med andre ord skruer Samsung gevaldigt op for skærmstørrelsen på begge modeller.

Det er Onleaks og Pigtou, der endnu engang har fået fingre i informationer om modellerne før tid, og har fået produceret ovenstående mock-ups, der giver et bud på, hvad disse informationer kunne udmønte sig i på virkelighedsplanet. Disse skulle dog være baseret på lækkede CAD-tegninger, så de er nok ret tæt på, hvad der er i vente.

 

Mock-up: Pigtou/Onleaks

De to lækage-kilder mener også at vide, at Galaxy Note 20 vil have et (eller flere) af de meget roste kameramoduler ombord, der lige nu sidder i Samsungs Galaxy S20 Ultra. De bliver dog kun på Note 20+, der kommer til at sidde en periskoplinse som på Ultra’en, siger rygterne.

Corona-krisen kan ende med at få indflydelse på, hvornår de nye Note-modeller dukker op. Normalt præsenterer Samsung dem i august, lidt før IFA-messen. Men eftersom denne bliver en mere stilfærdig affære i år, kan det også være at Samsung vælger at lancere Note 20 med lidt mindre ramasjang end tidligere.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.