Forside * Featured

TEST: Technics EAH-AZ70W True Wireless in-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion

-
Technics-AZ70W

Technics vil lege med på det enorme marked for trådløse in-ear hovedtelefoner, og på CES i 2020 lancerede de AZ70W True Wireless , der tager kampen op med Sony WF-1000XM3, og kan være med på flere områder.

Technics er igang med et flot og stolt comeback på flere områder. Både når det gælder high-end HiFi og også nu når det gælder trådløse hovedtelefoner til folk, der gerne vil have rigtigt god lyd i ørene når de lytter til musik eller podcasts.

Med Technics AZ70W får du støjreduktion og Ambient Sound Mode, så du også kan høre hvad der sker i dine omgivelser. Vi har testet Technics AZ70W True Wireless , og her kan du læse hvad vi synes.

Annonce:

 

Technics AZ70W

Udpakning og installation

Technics AZ70W kommer i en æske, der udover in-ear hovedtelefonerne indeholder et opladnings-etui, et USB-A til USB-C kabel, samt fire ekstra sæt silikone propper i forskellige størrelser og form (XS, S, M, L og XL). Naturligvis er der også en “kom hurtigt igang” manual.

Modellen vi testede var den sorte version, men du kan også få AZ70W i sølv-finish. Designet er elegant, og da de kommer med flere forskellige silikone propper, er det let at finde et sæt der passer bedst til ens eget øre. Begge høretelefoner har indbyggede mikrofoner, så du også kan bruge dem til telefon- og konferenceopkald. På siden af høretelefonerne er der et stort touch-område der kan bruges til at styre afspilningen og lydstyrke ved forskellige antal tryk på enten højre eller venstre øre. Ved et langt tryk på højre øre kan du så vælge om du vil køre med støjreduktion, med ambient sound eller helt uden, mens et langt tryk på venstre øre aktivere den voice-assistent du bruger med din telefon. Du kan også få Alexa hvis du da har lyst til det. Men både Google Assistant og Siri virker som standard, hvis du bruger Android eller iOS. Desuden har AZ70W også en indbygget stemme (ikke assistent), der fortæller dig om hovedtelefonerne er forbundet, og om du bruger støjreduktion eller ej. På kanten af hovedtelefonerne er der en lille diode, der lyser blåt når du skal forbinde, og rødt når du oplader dem.

 

Technics AZ70W etuiet med USB-C

Batteri-etuiet er let designet i et halvhøjt og aflangt design, og er ligesom høretelefonerne lavet i Grafit-coatet termoplast. En plasttype der er holdbar og tåler høje temparaturudsving (Bruges bl.a. i fly og biler). På bagsiden finder du et USB-C stik til opladning. Der er ikke mulighed for trådløs opladning af etuiet. Kvaliteten af etuiet ligger i den høje ende, låget lukker med en magnet, men jeg oplevede flere gange, at jeg lige skulle sikre mig at øretelefonerne var placeret korrekt inden jeg lukkede låget, da de ellers ikke blev opladt. På forsiden af etuiet finder du tre hvide dioder, der fortæller om hvor meget batteri der er tilbage i etuiet, og det viser også når du lader op, hvor langt du der kommet.

Technics AZ70W er IPX4 certificeret, så de kan tåle lettere regn og sved i kortere perioder, men du skal ikke tabe dem i vand, for det kan de ikke tåle.

Installationen er let, så snart du åbner låget for første gang er hovedtelefonerne i pair-mode, og så er det bare at forbinde dem via dine Bluetooth indstillinger på din telefon, computer eller tablet. Der findes en app til AZ70W, som kan findes i både Google Play og Apple AppStore. Den vender vi tilbage til senere i testen.

 

Technics AZ70W i ørene – Beklager Corona skæg.

Hvordan lyder de?

For mig har Sony WF-1000XM3 længe været min reference model, men det rykker Technics AZ70W ved med deres 10mm dynamiske højttalerenheder, er er bygget i et mini-kabinet, der giver en fylde og bas der virkeligt imponerer. Jeg har altid været imponeret over bassen i Sony, men med Technics AZ70W, er det som om den lige har fået en tand mere med den specielle grafit-belægning som Technics bruger, der forstærker mid-range og diskant.

Det er lykkedes Technics at bygge et akustisk kammer, der sørger for at trykket mod det indre øre ikke bliver for stort, men stadig gør at lyden bliver optimal og maksimal til trods for den lille størrelse. Dette høres både ved musik og tale, uanset om det er podcast eller telefonopkald du har gang i.

Jeg testede Technics AZ70W med en bred vifte af musik. Pink Floyd – The Wall (Remastered version), og måden som Roger Waters bas og David Gilmours elektriske guitar får vægt og fylde i f.eks. “Comfortably Numb” er bare helt i top. Det samme gælder i både klassisk, pop og dance musik.

Jeg gav også Sade “Soldier of Love” en tur i musikken, og Sade’s silkebløde stemme fik god plads i nummeret af samme navn, hvor der ellers er rigeligt med bas og lilletromme.

Støjreduktionen er rigtig god, og kan justeres individuelt ud fra din egen reference, ligesom du kan slå ambient sound Control til/fra, så du kan orientere dig om dine omgivelser, som du bør hvis du f.eks. bevæger dig i trafikken. Vi testede med simuleret fly og færgestøj, og også der var Technics AZ70W gode til at levere.

Technics AZ70W har også god lyd når du bruger dem til telefonopkald, og de indbyggede mikrofoner leverer en god og fyldig lyd ved f.eks. konferencekald.

Lyden på Technics AZ70W er mere end godkendt – Lige nu mener jeg de er best-in-class når vi taler in-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Lydbilledet er meget fyldigt, og med app’en kan du justere det endnu mere hvis du har det behov.

 

Technics AZ70W App

App’en

Technics har en app, der hedder “Audio Connect”, der findes til både iOS og Android. Vi testede på iOS, og der var den aktuelle version 1.2. Det er også i app’en du kan se om der er firmware opdateringer til dine Technics AZ70W hovedtelefoner.

Men ellers er det primært muligheden for at vælge hvad smart-assistent du vil bruge – Du kan vælge mellem Alexa, og enten Siri eller Google Assistant hvis du bruger iOS eller Android.

Du kan også sætte støjreduktionsniveau og ambient sound Control op, så du selv vælger hvor meget støj og lyd du vil lukke ind eller ud.

Men ellers har jeg det med apps til hovedtelefoner som jeg har det med offentligt transport. Jeg bruger dem sjældent. Jeg tager hellere min cykel eller knallert afhængigt af standen, og sådan har jeg det så også med apps til hovedtelefoner. Jeg forventer at jeg enten kan betjene dem uden brug af app, eller via den musik app jeg bruger. Og det kan jeg med Technics AZ70W, så derfor har jeg ikke brugt app’en efter jeg har sat equalizer og støjreduktion efter min reference. Men kommer der en firmware opdatering, så er det jo godt at der er en app, og jeg havde ingen problemer med at bruge app’en.

 

Batteri ydelse

Technics AZ70W kommer med et 85 mAh batteri i hver hovedtelefon, og det giver dem en batteritid på op til 6,5 timer. Vi har på intet tidspunkt spillet musik non-stop så langt tid, men vi havde rigeligt med batteri til at spille i både 4 og 5 timer, og havde stadig omkring 20% tilbage når vi nåede dertil. Så det skal nok passe at du kan ramme 6 timers tid uden problemer med aktiv støjreduktion slået til.

Du har yderligere 2 opladninger med i etuiet, så du kan nå op til ca. 19 timers batteritid totalt. Det er ikke i top sammenlignet med andre modeller, men det er rigeligt for de fleste. Til gengæld skal du væbne dig med tålmod når du skal oplade etui og hovedtelefoner igen. Hele 4 timer tager det hvis du har tømt dem. Men på 15 minutter kan du oplade til 70 minutters afspilning, hvis du har glemt at oplade dem om natten.

Battertiden er godkendt.

 

Konklusion

Der er ingen tvivl om at Technics AZ70W kan være med helt deroppe hvor det er sjovt at være med, når det gælder lydkvalitet, og du vil ikke fortryde at tage dem med i dine overvejelser når du skal købe trådløse hovedtelefoner med støjreduktion.

Lyden er på den øverste hylde, og batteritiden er godkendt. Oven i det får du en solid samlekvalitet og et lækkert design med touch betjening.

Vi kvitterer med en anbefaling og en flot karakter til Technics AZ70W

 

Pris og levering

Technics AZ70W koster 1.999 DKK vejledende og kan købes i sort og sølv farver. Du vil fra slutningen af juni 2020 kunne købe dem hos bl.a. Panasonic Center og online hos diverse forhandlere.

Specifikationer

  • Batteri 85 mAh (hovedtelefon), 800 mAh Etui
  • Batteritid: 6 – 6,5 timer per opladning med ANC, op til 19 timer ved genopladning i etui.
  • Opladningstid: 0 – 100% – ca. 2 timer, Etui 2,5 timer, Etui og høretelefoner 4 timer
  • Opladning via: USB-C
  • Vægt: 7 gr., etui 65 gr.
  • Bluetooth: 5.1
  • Bluetooth profiler: A2DP, AVRCP, HSP, HFP
  • Farver: Sort eller sølv
  • Vandbeskyttelse: IPX4 (sprøjt)

Technics EAH-AZ70W

1.999,-
9.1

LYDKVALITET

9.5/10

DESIGN

9.5/10

BATTERITID

8.5/10

KOMFORT

9.0/10

BRUGERVENLIGHED

9.0/10

PRIS

9.0/10

Plus

  • Reference lyd i in-ear
  • Let touch betjening
  • God støjreduktion
  • Lækket og robust design
  • USB-C opladning

Minus

  • Batteritid lidt lavere end konkurrenterne
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.