Forside Nyheder

Nu kommer 8K-receiverne: Denon klar med deres bud

-

Fire nye receivere fra Denon har alle 8K-indgang og en enkelt ser endda ud til at kravle under 5.000 kroners-grænsen.

Hvad enten vi vil det eller ej, så er 8K-hardwaren så småt begyndt at indfinde sig i butikkernes sortimenter, klar til at friste og gøre ekspedienterne frustrerede over mindre tekniske kunders spørgsmål om teknologien.

Vi har allerede set, hvordan 8K-skærme er på vej ned i pris, men for folk, der gerne vil have mere surround end hvad en almindelig soundbar kan levere, skal der jo som det mindste også tilføjes en receiver til systemet.

Annonce:

Og nu begynder disse også at dukke op med 8K-kapacitet. En af de første til at komme på banen er Sound United-ejede Denon, der har annonceret fire nye receivere i deres X-serie. Alle fire har en HDMI-indgang, der kan håndtere 8K. Men det er naturligvis langt fra det eneste, de nye receivere i X-serien kan.

HDMI-indgangene på de nye  receivere understøtter HDMI 2.1, og det betyder en hel masse for folk, der foreløbigt godt kan nøjes med 4K-indhold. For eksempel kan receiverne klare passthrough af 4K video i op til 120 fps, hvilket måske ikke er så interessant i forhold til film lige nu, med mindre du er i besiddelse af film som 48 fps-udgaverne af ’Hobbitten’-filmene eller Ang Lees seneste to film, ’Billy Lynn’s Long Halftime Walk’ og ’Gemini Man’, der begge er skudt i 120 fps.

Klar til Series X og PS5

Det betyder dog en hel del på spilfronten. Når Xbox Series X og PlayStation 5 lander, vil de begge kunne levere gaming i denne kvalitet, og så skal resten af hardwaren jo helst kunne følge med. Receiverne kan også reducere forsinkelser via HDMI 2.1-funktioner som ALLM (Auto Low Latency Mode) og Quick Frame Transport (QFT).

Receiverne understøtter også såkaldt Quick Media Switching, der gør det muligt at skifte mellem forskellige refresh rates uden at skulle glo på en sort skærm i flere sekunder, mens der skiftes over. Det er især rart ved gaming, eller hvis du har en computer koblet op på tv’et via receiveren.

Som det ofte er tilfældet idag har de nye receivere automatisk rumkalibrering og understøttelse for forskellige streamingtjenester. For dedikerede musikfans er der også mulighed for at bruge Roon sammen med receiveren.

Dertil kommer, at receiverne går all-in på virtuelle assistenter. De understøtter alle såvel Google Assistant som Siri og Alexa, men også den uafhængige Josh.ai-assistent, der er fokuseret på hjemmestyring og hjemmebiograf-udstyr (Bixby, Celia og Cortana er dog ikke understøttet). Topmodellen AVR-X6700H har DTS:X Pro, men resten af serien har ikke. Alle modellerne har Dolby Atmos, DTS:X, DTS Virtual:X, IMAX Enhanced og Auro-3D.

Den samme topmodel kan levere 11.2-surround og er på vej i butikkerne nu, sammen med AVR-X4700H, der klarer 9.2-surround. En billigere 9.2-kanals model, AVR-X3700H kommer i juli, mens den billigste model, AVR-X2700H, kan håndtere 7.2 kanaler og kommer til august. De fire modeller er sat til europæiske priser på hhv. 2.499, 1.499, 1.099  og 649 Euro, eller ca. 18.618 kr., 11.168 kr., 8.188 kr. og 4.935 kr.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.