High end specialisten Naim er gået sammen med Automobili Pininfarina, om at levere lydsystemet til el-sportsvognen Battista.
High end lyd i en bil? Måske utænkeligt med en larmende benzin- eller diesel-motor, men i en mere stille elbil åbner sig nye muligheder.
Luksusmærket Automobili Pininfarina er snart klar med den eksklusive el-sportsvogn Battista. Verdens første af sin slags.
Pininfarina er et gammelt hæderkronet italiensk designfirma, der indenfor bilindustrien har arbejdet med kunder som Ferrari, Alfa Romeo, Peugeot, Fiat, GM, Lancia og Maserati.
Designfirmaet blev i 2015 en del af Mahindra Group, og Automobili Pininfarina bygger på know how fra Pininfarina tilsat tysk grundighed. Hovedsædet ligger i Tyskland, mens selve designvirksomheden fortsat holder til i Torino, Italien.
Automobili Pininfarina har et mål om at bygge elbiler i alle klasser, men er startet ud med den absolutte luksus. Der er kun planlagt en produktion af 150 håndbyggede eksemplarer af el-sportsvognen Battista, med leveringsstart i begyndelsen af 2021.
Bilen får power fra en 120 kWh batteripakke og har en elmotor per hjul. Den har 1.900 hestekræfter, klarer 0-100 km/t på omkring 2 sekunder og 0-299 km/t på 12 sekunder. Topfarten er 349 km/t.
Her kan man så blive presset tilbage i sædet med Naim lyd i øret imens. Et lydsystem der sælges på:
- Klassens bedste individualisering af lyden
- Samlet 1.300 watt
- 8 kanaler med samlet 10 højttalere
- Subwoofer med ‘dual voice coil’
- Styret af DSP (Digital Signal Processing)
- Symmetrisk højttalerlayout, der genskaber en auditoriumlignende studioeffekt
- Udvidet frekvensrespons ved 40 KHz
Det symmetriske højttalerlayout sikrer ifølge Naim samme gode lyd til både fører og passager. Her har Naim også trukket på ekspertise fra den franske højttalerproducent Focal, for at optimere højttalerne til bilens kabine. De to har samme ejer (VerVent Audio).
Resultatet er ifølge Naim en lyd der har en auditoriumlignende studioeffekt, med en god realisme og atmosfære.
Hvis det har interesse så kan en Battista sportsvogn erhverves for knap 19 millioner – før dansk afgift.