I efteråret er Waoo klar til at tilbyde sine kunder en ny generation access points, der overholder den nye WiFi 6-standard, og det er noget, du kan glæde dig til. WiFi 6 er hurtigere, rækker længere og er mere stabilt end det WiFi 5-udstyr, som står i mange hjem i dag.
En af de mest markante forbedringer er, at Wi-Fi 6 kan håndtere otte forskellige enheder samtidig. Det er dobbelt så mange som WiFi 5, og betyder i praksis mindre ’kø-kørsel’ på husets Wi-Fi. Med trådløse printere, smartphones, computer, iPad, fladskærme og måske belysning, køleskab og alarmsystemer osv. kan der hurtigt blive kamp om pladsen på hjemmets Wi-Fi.
Netop smart homes med overvågning af klimaanlæg, hårde hvidevarer, dørlåse, belysning osv. via nettet er et af de områder, der er taget særligt hensyn til med udviklingen af Wi-Fi 6. Når der kommer mange flere små enheder på WiFi-nettet, stiger behovet for at prioritere og styre kommunikationen med enhederne, og det er noget af det, WiFi 6 kan. Læg dertil hurtigere svartider, højere kapacitet, stærkere kryptering, tidsstyring m.v.
Annonce:
”Vores nuværende løsning, Waoo Smart Wi-Fi, er baseret på WiFi 5, og den er tidligere kåret som verdens bedste løsning for private. Det er stadig et fremragende produkt, som mange fint kan nøjes med, men vores mål har altid været at hjælpe vores kunder til at udnytte fiberens høje kapacitet til fulde. Derfor er det naturligt, at vi vil være blandt de første til at tilbyde en ny teknologi som Wi-Fi 6,” siger Jørgen Stensgaard, der er direktør i Waoo.
På hardwaresiden er Wi-Fi 6-udstyr hastigt på vej i markedet, og bl.a. iPhone 11 og Samsung S10 understøtter den nye standard. Det forventes også, at kommende nye spilkonsoller ser i retningen af Wi-Fi 6 for endnu bedre gaming oplevelser.
Fakta om WiFi 6
Den korrekte tekniske betegnelse for den nye standard er 802.11ax, men for nemheds skyld har den fået navnet Wi-Fi 6. Tilsvarende blev 802.11n omtalt som Wi-Fi 4 og 802.11ac som WiFi 5.
For at benytte Wi-Fi 6 skal enheden understøtte dette. Enheder med Wi-Fi 5 hardware kan uden problemer tilkobles og anvende Wi-Fi netværket – og man vil også opleve en bedre ydelse – men vil ikke få det fulde udbytte af Wi-Fi 6.
Wi-Fi 6 pakker og håndterer data mere effektivt end Wi-Fi 5. Det betyder op til 40 % hurtigere dataoverførsel på det trådløse net sammenlignet med Wi-Fi 5.
I tætbebyggede områder forringes Wi-Fi-forbindelser ofte af nærliggende net, der anvender samme frekvensområde. Wi-Fi 6 er bedre til at skelne mellem signalerne fra eget og andre net, og det betyder op til fire gange højere hastighed i stærkt trafikerede områder sammenlignet med Wi-Fi 5.
På det mest gængse Wi-Fi 5 udstyr kan der kun sendes og modtages data fra op til fire enheder samtidig. Er der flere end fire tilkoblet nettet, må de andre vente på, det bliver deres tur til at blive ’ekspederet’. Med Wi-Fi 6 er kapaciteten fordoblet til otte. Det svarer billedelig talt til at gå fra fire til otte åbne kasser en travl dag i supermarkedet
Wi-Fi 6 kan tidsstyre kommunikationen med tilkoblede enheder, der understøtter Wi-Fi 6, så de kan få besked om at ligge i dvale i et bestemt tidsrum. Det betyder f.eks., at routeren kan give alle hjemmets smartphone besked om at slukke for Wi-Fi-radioen og først aktivere den igen kl. 7 næste morgen, så de ikke sender og modtager hele natten. Det sparer strøm, og giver dermed længere standby tid – og giver en bedre nattesøvn.
Med Wi-Fi 6 kommer også en ny krypteringsprotokol, WPA3, som er langt mere sikker end den WPA2, de fleste benytter i dag. WPA3 giver høj beskyttelse selv med svage password, og tilbyder også en bedre og mere sikker tilkobling af enheder, hvor du ikke har en skærm til at indtaste passwords. F.eks. printere, overvågningskameraer, vejrstationer osv.
De nye Wi-Fi 6-enheder er modellen Air4960 fra AirTies.
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.