Forside Produkter Mobil

Husk at læse om abonnementsændringer: Tabte klagesag om stor regning fra YouSee

-

En mobilkunde hos YouSee havde ikke nærlæst ændrede abonnementsbetingelser og kom derfor til at hænge på en stor regning.

Der er nu afsagt dom i en klagesag om en stor mobilregning i efteråret 2019. En kunde hos YouSee havde ikke nærlæst en email om ændrede abonnementsbetingelser, og derfor gav Teleankenævnet YouSee medhold i at regningen var berettiget.

Annonce:

Mobilkunden hos YouSee havde et behov for at ringe til udlandet, særligt Cuba, og havde derfor tegnet et tillægsabonnement til den store mobilpakke, hvor der for 100 kr. ekstra per måned var inkluderet 10 timers udlandstale.

Det abonnement blev tegnet i januar 2016, og havde derfor kørt nogle år da YouSee valgte at ændre på produktet. I august 2019 sendte de en email ud om ændringer i mobilabonnementet per 1. oktober samme år.

Af varslingsmailen fremgik det, at klagers udlandspakke ville blive ændret til ’YouSee Fri tale + 30 GB’ med 10 GB bonusdata, hvor han fremover havde 10 timers tale og 100 sms-beskeder til 54 lande.

Efter den ændring var Cuba ikke længere inkluderet i abonnementet, og det opdagede han ikke før det var for sent. Han endte med at stå med en regning på 8.336 kr.

YouSee havde via SMS gjort ham opmærksom på et højt forbrug da han passerede de 3.000 kr. og spærret hans konto da forbruget passerede de 4.500 kr.

Kunden henvendte sig til YouSee og forklarede at han ikke havde læst om abonnementsændringerne, fordi det var et link han skulle trykke på. Mobilnummeret blev genåbnet, og YouSee gennemgik de nye abonnementsbetingelser med ham.

Efter den store regning, som han modtog i december sidste år, der valgte han i januar i år at opsige abonnementet og klage over YouSee. Han mente ikke at YouSees varslingsmail ikke været tilstrækkelig klar og tydelig. Han havde derfor ikke forstået, at Cuba ikke længere var inkluderet i udlandspakken.

Ankenævnet fandt derimod, at YouSee havde varslet kunden korrekt om ændringerne i sit abonnement, idet varslingen var i overensstemmelse med YouSees abonnementsvilkår og bestemmelsen i udbudsbekendtgørelsen. Så kunden fik ikke medhold.

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.