Forside Indhold og distribution Musik

Musikkrig slut: Dansk musik tilbage på YouTube

-

Fra i dag har YouTubes brugere igen adgang til musikindhold, efter at en ny licensaftale er på plads mellem YouTube og Polaris, som danske Koda er en del af.

YouTube og den fællesnordiske rettighedsorganisation Polaris er nået til enighed om en ny licensaftale, som betyder, at dansk musik kommer tilbage til YouTube fra i dag.

Siden 1. august har YouTube ikke haft licens til at vise den danske musik, som derfor har været fjernet fra platformen. Med den nye Polaris-aftale, som også dækker danske Koda, har fans igen adgang til deres danske yndlingsmusik på YouTube og musikapp’en YouTube Music. Forlag, sangskrivere og komponister i Koda-regi vil dermed igen kunne tjene penge på deres videoer og nå ud til eksisterende og nye fans.

Annonce:

Den nye aftale dækker både YouTube annoncebaserede univers og abonnementstjenesten YouTube Premium. Og den omfatter en række forskellige anvendelser af musik, såsom traditionelle musikvideoer, coverversioner og tv-indhold med musik i baggrunden.

”Det står klart for alle, at det har en været en lang og stormfuld proces at nå til enighed om den her aftale. Jeg er glad for, at vi er nået dertil, så Polaris’ medlemmer igen kan få gavn af deres kreative arbejde på YouTube og brugerne igen har dansk musik i ørerne”, siger Christine Sørensen, politisk chef for Google i Danmark i en pressemeddelse til recordere.dk

Aftalen dækker både Europa, Mellemøsten, Afrika og dele af Asien. Det betyder, at rettighedshavere på disse markeder vil blive betalt direkte for brugen af deres værker uden først at skulle gennem lokale rettighedsorganisationer.

YouTube har på verdensplan betalt mere end 75 milliarder kroner til musikbranchen, herunder 19 milliarder alene i 2019.

Også begejstring hos KODA

Kodas direktør, Gorm Arildsen, ser frem til at få musikken tilbage på YouTube:

”Vi er glade for at der igen bliver åbnet op for den danske adgang til musikken på YouTube. Der er ingen tvivl om, at de seneste to måneders take-down har været til stor frustration både for rigtig mange medlemmer, der i forvejen er hårdt presset på at komme ud med deres musik på grund af corona, og for de tusinder af brugere, der har skullet undvære musik på en af de primære kanaler for musikstreaming i Danmark.”, fortæller Gorm Arildsen på Koda’s hjemmeside.

Udover at dække flere landes musikkataloger, adskiller den nye aftale sig fra de enkelte landes hidtidige aftaler ved at række ud over den nationale brug af de enkelte selskabers musikkataloger. Tidligere blev den internationale brug af dansk musik på YouTube licenseret via Kodas søsterselskaber i udlandet. I den nye aftale indgår, for Kodas vedkommende, den samlede brug af al Koda-licenseret musik på YouTube i hele Europa, Mellemamerika, Afrika og dele af Asien.

Netop det forhold, at indholdet i aftalerne er grundlæggende forskellige, gør det umuligt at lave en direkte sammenligning af vilkårene i den tidligere aftale og den nye.
Kodas mediedirektør, Kaare Struve, udtaler:

”Det er min klare opfattelse, at den aftale, der er indgået nu, er den bedst mulige under de givne forhandlingsrammer. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svære forhandlinger, og at vi fra Kodas side gerne havde været det pres foruden, hvor indhold kan blive taget ned i kortere eller længere perioder, hvis der ikke er enighed om pris og vilkår. Der skal heller ikke herske tvivl om, at der i de afsluttende forhandlinger har været massivt pres på for at komme i mål fra alle involverede parter. I det lys er det godt, at der nu er landet en aftale, så vi kan få musikken tilbage på YouTube”.

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.