Forside * Nyheder

HBO Max vil streame film samtidig med biograferne. Dansk lancering i 2021.

-

Streamingtjenesten HBO Max vil i hele 2021 kunne vise Warner Bros. biograffilm på streaming, samme dag som filmene får biografpremiere. HBO Max åbner i Danmark samme år.

Efter at film fra Hollywood-studiet Warner Bros. har lidt under corona pandemien, hvor bl.a. den ventede Christopher Nolan film Tenet ikke fik den ventede tilslutning, der har WarnerMedia nu besluttet at ændre på distributionen.

Annonce:

Det betyder at i hele 2021 vil deres film få samtidig premiere på streaming og i biograferne, og streaming bliver på koncernens egen tjeneste: HBO Max. Det skriver Warner Bros. i en udmelding.

Typisk har biograferne filmene for sig selv i de første 3 måneder, inden de går videre til salg, udlejning mv.

Warner Bros. tyvstarter den 2-delte premiere-strategi med Wonder Woman 1984 i juledagene og derefter følger premierer i 2021, der foreløbig tæller titler som: ‘The Little Things’, ‘Judas and the Black Messiah’, ‘Tom & Jerry’, ‘Godzilla vs. Kong’, ‘Mortal Kombat’, ‘Those Who Wish Me Dead’, ‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’, ‘In The Heights’, ‘Space Jam: A New Legacy’, ‘The Suicide Squad’, ‘Reminiscence’, ‘Malignant’, ‘Dune’, ‘The Many Saints of Newark’, ‘King Richard’, ‘Cry Macho’ og ‘Matrix 4’.

Listen kan dog ændre sig hvis film rykker rundt i kalenderen.

HBO Max har så småt taget hul på streaming i 4K Ultra HD med HDR og 3D lyd. Wonder Woman 1984 får streamingpremiere i 4K HDR, Dolby Vision og med Dolby Atmos lyd, og alle premierefilm vil som minimum blive udsendt i 4K HDR.

 

HBO Max på vej til Danmark

HBO fortsætter udrulningen af streamingtjenesten HBO Max, så den om nogle år er global med tilstedeværelse i 190 lande.

“HBO Max, der blev lanceret i maj i USA, udvides til Latinamerika og Europa i anden halvdel af 2021”, fortæller Andy Forssell, chef for HBO Max Global, i en udmelding, og fortsætter:

Ved årets udgang vil begge disse regioner være meget aktive”.

HBO opgraderer eksisterende HBO-tjenester i Europa til HBO Max, hvilket betyder en fordobling af indholdet og mange flere muligheder.

Det fremgår ikke tydeligt af dagens udmelding, om skiftet fra HBO Nordic til HBO Max i Norden kan komme tidligere i 2021, eller om det er en del af udvidelserne i 2. halvdel af 2021.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.