Forside Produkter Mobil

Apples VR-headset er nu klar som prototype

-
Et lidt ældre bud på fra designeren Martin Hajek på, hvordan Apples VR-briller kunne se ud. (Mock-up: Martin Hajek).

Ifølge normalt ret troværdige kilder kan Apples rejse mod lanceringen af banebrydende AR-briller allerede begynde til næste år med annonceringen af et VR-headset.

Der er folk hos Apple, der mener, at smartphones vil være ude eller på vej ud i 2030. I stedet for at rende rundt med flade plader i hænderne, vil vi alle i stedet have wearables, der giver os de samme muligheder, især Augmented Reality-briller. Vi ved, at Apple har denne fremtid i tankerne fra interne præsentationer.

Hvorvidt Apple får ret i deres forudsigelser eller ej ændrer ikke på det faktum, at Apple lige nu har sat deres udviklingsstrategi efter, at AR-briller kommer til at fylde langt mere i vores digitale fremtid inden det nuværende årti er omme. Og nu begynder der at være mere håndfaste rygter om, hvad denne strategi går ud på.

Annonce:

Det er igen Mark Gurman fra Bloomberg, der ud over rygter om iMacs og iPhones lukker lidt mere op for, hvad hans kilder hos Apple har fortalt ham for nylig. Denne gang handler det om firmaets fremtidige AR/VR-produkter.

Gurman kan berette, at der er gang i udviklingen af de ovennævnte AR-briller fra Apple, men at udviklingsplanen er langsigtet. Som forventet kommer vi i første omgang til at se et VR-headset fra Apple, der skal fungere som et trinbræt til AR-brillerne, sådan at erfaringerne fra det førstnævnte kan blive en del af udviklingen af de sidstnævnte.

VR-brillerne er nu klar på prototype-stadiet, siger Gurmans kilder. Der er tale om et headset i stil med Oculus Quest 2, altså en standalone-enhed, der ikke behøver at være forbundet til en computer eller en smartphone. Enheden skulle være stofbeklædt og designet i Apples vanligt strømlinede stil.

Til salg i 2022…hvis det lykkes

Ifølge Gurmans kilder skulle headsettet have en Apple Silicon-chip ombord, der overgår den relativt nylancerede M1-chip i hastighed og kraft, og givet M1’erens overraskende høje ydelse, er det næppe småting, VR-chippen kommer til at kunne. CPU vil være motor for et nyt styresystem, som Apple annoncerer til AR/VR, der har arbejdstitlen ”rOS” og har sin egen app-butik.

Sådan en chip udvikler dog en del varme, og det problem har Apple angiveligt haft bøvl med at løse. Det har betydet, at firmaet har været nødt til at inkorporere en blæser i headsettet, hvilket har gjort headsettet større og tungere end forventet.

VR-headsettet skulle også være dyrere end forventet på grund af Apples valg af to skærme med højere opløsning, end hvad man normalt finder i VR-headset. Til gengæld skulle linserne foran skærmen kunne fås med styrke, sådan at folk med behov for briller ikke behøver skifte til kontaktlinser, blot fordi de gerne vil bruge Apples VR-enhed. Der skulle også være kamerasensorer indbygget til 3D-modellering af omgivelserne, registrering af håndbevægelser og simple AR-oplevelser.

Gurman skriver, at vi allerede kan se Apples VR-headset på butikshylderne næste år, som et slags startskud på Apples AR/VR-eventyr. Den slags rygter har vi dog hørt før, og Apple har aldrig været bange for at aflyse produkter i sidste øjeblik, hvis de ikke lever op til firmaets høje kvalitetskrav.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.